322 / 645
308
S. L. Henrichsen
Han omfattede sine gamle Elever med megen Interesse,
huskede dem med forbavsende Sikkerhed, og ikke
m indst fulgte han med Opmærksomhed dem, der senere
gik Kunstnervejen. Hans Elever taltes jo efterhaanden
i Titusinder; de huskede alle hans karakteristiske Skik
kelse, og det blev ham i hans Alderdom til megen Op
muntring, hvor han end færdedes, at møde de gamle E le
ver og faa en Passiar med dem.
Ikke desmindre har det naturligvis været ham en al
vorlig Skuffelse at se Kunstnerbanen afbrudt og erstat
tet med Skolens Timeplan. Hans kunstneriske Virksom
hed i 80erne var ganske m inimal; det var, ligesom de
mere eller mindre m islykkede Forsøg indenfor Figur-
maleriet havde taget Lysten og Modet fra ham. Kun en
kelte Gange under korte Ferieophold paa Landet prøvede
han at male Landskaber, til at begynde med uhyre tungt
og ubehjælpsomt. E fter at han var blevet gift, og aarlige
Sommerophold paa Landet var blevet en fast Regel,
skete der en Ændring heri. Særlig midt i 90erne arbej
dede han energisk, fortrinsvis med Skovinteriører med
lavt afskaarne Træstammer; selv om Tendensen som
Helhed er naturalistisk , viser han dog, særlig i mindre
Studier, en Interesse for det konstruktive i Motiverne,
der gaar ud over det sædvanlige i Tidens alm indelige
Naturalisme med dens overvejende Interesse for Lyset og
Atmosfæren, og i enkelte Smaastudier er Dybdevirknin
gen givet med meget enkle Midler, forskelligt aftonede
grønne Farveplaner, m indende om de Metoder, der først
en Snes Aar senere bragtes i Anvendelse, særlig af Gier-
sing. Men — nogen Banebryder havde han unægtelig
ikke Forudsætninger for at blive, og disse Tilløb kom
aldrig til fuld Modenhed i større Arbejder. De ydre Om
stændigheder opmuntrede ikke til større Opgaver; kun
undtagelsesvis malede han større Billeder, dels til sit