553 / 645
Vor Frue Kirkes Orgler og Organister
5 3 9
Ved Begyndelsen af David Bernhard Meders Funk
tionstid blev Taarnblæsningen fra Vor Frue Kirke gen
optaget, omend under andre Former end den tidligere. I
Foraaret 1667 „proponerede D. Resenius om man ikke
paa Vor Frue, ligesaavel som paa St. Nicolai Taarn nu
sker, om Søndagen efter Prædiken skulde lade musicere.
Professores var dermed tilfreds, dersom man med In-
strumentisterne om pretio kunde Accordere“.22) Blæs-
ningen gaves utvivlsomt i Entreprise til Stadsmusikan
ten i København; hvor længe den vedblev, vides ikke,
men derimod kan det ses, at den genoptoges efter en
Pause i 1685, da Stadsmusikant Andreas Kirchhof fik
bevilget 30 Rdl. om Aaret for at udføre den. Det har
sikkert været Zinker og Basuner, der musiceredes med,
og de Toner, der klang, var ganske utvivlsomt Salme
melodier. Søndags-Taarnmusikkens Skæbne kan ikke
følges saa nøje videre frem gennem Tiderne, men en
Rem iniscens deraf kendes jo helt op til vor Tid i Form
af Koralblæsningen fra Vor Frue Kirketaarn, udført af
det kongelige Kapels Messingblæsere paa de høje Hel
ligdage, en Tradition, som forøvrigt Radioen ved sin
Fremkomst overtog og siden har fortsat.
David B. Meders sidste Aar paa Vor Frue Kirkes Or
ganistbænk synes i høj Grad at have været præget dels
af hans Svaghed, der bevirkede, at han til sidst slet ikke
bestred sin Tjeneste, dels af den Omstændighed, at Kir
ken fik et stort nyt og pragtfuldt Orgel, overfor hvis
Omfang og tekniske Finesser han efter alt at dømme
stod saa temmelig magtesløs, hvorfor Instrumentets Be
tjen ing lidt efter lidt gled over til den ene af de Mænd,
der havde bygget det. Ved dette Orgel, der tør anses for
at være det første i virkeligt stort Format, der blev til
i en dansk Kirke, og ved dets to Bygmestre, af hvilke
den ene senere blev Frue Kirkes faste Organist, vil der
være god Anledning til for en Stund at standse op.