188 / 702
der lod Brandfolkene fremstille for ham, uden a t den øvrige Vagt traad te
til Gevær14).
En saakaldt „Historisk E x tr a c t “ , der er blevet til ved Overvejelserne,
som førte til disse Bestemmelser om Parolen og Visiteringen, angiver
a t indeholde de vigtigste Tildragelser inden for Brandvæsenet i Tiden
1685—1757, men har en temmelig stærk Tendens til at forherlige Stads-
haup tmanden paa især Branddirektørens Bekostning. Den udtaler, at
„Brandkompagniet har, saa længe Efterretninger haves, alle Tider været
et uroligt Kompagni, og de deraf dependerende havde ved alle Lejlig
heder søgt a t unddrage sig Stadshauptmandens Kommando“ . Om
Kommandoforholdene hedder det: „Af det, som saaledes i 72 Aar
(Tiden, hvorover Ekstrak ten spænder) har tildraget sig, formenes, at
Højmod (Hovmod) og andre utilladelige Absigter har været Drivfjederen
til det meste, som er fremkommet, og ligesom et Regiment, der skal
parere tvende uenige Chefsordrer paa een Gang, ufejlbarligen maa
geraade i Konfusion, saa er det ligesaa med Brandordningen, naar flere
end een skal kommandere. Dernæst har det altid været og er endnu,
a t visse Folk har sat sig med Hænder og Fødder imod den Subordina
tion, som burde og kunde indføres, endskønt ved adskillige Lejligheder
er ekserceret adskillige Grovheder, hvorved Folk irriteres og taber den
Respekt, der burde konserveres. Endelig har dette været den største
Fejl, a t den, som trolig og disinteresseret har ladet være sig det alminde
lige angelegen, er derfor blevet lastet og hadet, hvorved mange gode
Ting er unde rtryk t, som ellers maaske var kommet for Lyset“15).
For a t gøre Brandfolkene interesseret i a t give hurtig t Møde ved Ilde
brande havde Brandmajor Preisler af sin egen Lomme udbe ta lt Ducører
til Mandskabet ved de to Sprøjter, der først mødte frem. Da Mazar de
la Garde blev Brandmajor, ønskede han a t fortsætte i dette Spor, hvad
hans økonomiske Forhold ikke tillod. Han indstillede derfor til Brand-
og Yandkommissionen, a t Ducørerne blev udbe ta lt af Lygte- og Sprøjte
kassen. Kommissionen opfyldte delvis hans Ønske, idet den i Janua r
1750 vedtog, a t der skulde udbetales 4 Rdlr. til Mandskabet ved den
først fremmødte Sprøjte og 2 Rdlr. til Folkene ved den næste, men af
Bødekassen og kun ved natlige Brande16).