Virksomhed til en virkelig Overledelse. En Undskyldning kan man vel
finde i Boye Junges Helbred. Han siger nemlig i Rappo rten om Branden,
a t han mødte Generalmajor Leth, Overpræsident Urne og S tadshaupt-
mand Mylius paa Gammeltorv om Lørdagen den 6. Juni, lidt hen paa
Eftermiddagen, og han fortæller derefter:
„ Jeg beklagede mig for dem, a t jeg af den lange S trabads var bleven
meget øm, og a t jeg næppe kunde holde det længere ud. Præsident Urne
svarede, a t jeg ikke maa tte forlade dem, nu det brænd te saa stærkt,
hvorpaa jeg gik op paa Vajsenhusapotheket, hvor jeg bekom en liden
Flaske med Blyvand, som jeg vaskede mig med; men et P a r Timer der
efter va r jeg lige saa slet som før.“ Senere paa Eftermiddagen følte
Brandmajoren sig „saa udm a t t e t og øm“ , a t han ikke længere kunde
holde det ud, men maa tte tage hjem Kl.
l 1^ ,
idet han uheldigvis glemte
a t konstituere en anden i sit Sted. Kl. 10 om Aftenen vend te han tilbage
til Kampen mod Luerne, men allerede i Løbet af Na tten tvang hans
Svaghed ham til a t trække sig tilbage for a t hvile i Hjemmet i et Par
Timers Tid.
Brandma jor Boye Junge va r efter Branden, hvorved han iøvrigt selv
havde mistet nogle Huse i Teglgaardsstræde, udsa t for en Del Angreb.
Allerede den 18. Jun i 1795 fand t han sig foranlediget til a t indsende
en Ansøgning til Kongen, hvori han anmodede om a t faa nedsat en
Kommission, der kunde undersøge hans Forhold under Branden. Den
10. Juli fik Generalmajor Peymann og Justitsraaderne Falbe og Bugge
følgende Ordre til a t sammentræde som Kommission:
„Udi en Os foredraget Skrivelse har Os elskelige Pete r Boye Junge,
Brandma jor i Vor kongelige Residensstad København, meldt, a t i de
otte Aar, Brandmajorembedet har været ham betroet, er mange be tyde
lige Ildebrande indtrufne, hvis Standsning stedse har tilvejebragt ham
en smigrende Bedømmelse; men a t han efter den i bemeldte København
den 5. Jun i sidstleden indtrufne ulykkelige Ildebrand har med Bekym
ring m a a tt e t erfare, a t der udspredes falske Beskyldninger imod ham,
og a t hans Forhold bedømmes saaledes, som om han ej havde iag ttage t
sine Pligter og gjort alt, hvad der efter Omstændighederne var muligt,
ved hvilket han som en retskaffen og ærekær Embedsmand ej kan være
548