326 / 364
271
ne ved en konsekvent Fastholden af denne Loyalitet ikke
været fuldt gennemtænkte; men saa længe dog de folke
kirkelige Rammer frembyder en brugelig Arbejdsmark for
aandeligt Arbejde (og en udvortes »uaandelig« Organisa
tion skal der nu engang paa den ene eller anden Maade
til), ser jeg ikke rettere end, at Kirkefondet kan, ja bør
strække sig vidt i kirkelig
Konservatisme
og, længst mu
ligt, indskrænke sig til det, som fra første Færd har sær
præget Arbejdet: Gudsrigets Fremme paa den bestaaende
Kirkegrund. Klart er det dog, at med den voksende Demo
kratisme ogsaa indenfor Kirkeomraadet — og hvorledes
skulde den uden Selvmodsigelse kunne holdes ude fra en
Fo/Arekirke? — kan vi meget vel komme til et Punkt, hvor
Neutralitet bliver umulig. Afgørende maa det formentlig
være, om der levnes os den fornødne
Frihed
dels til en
rimelig Udnyttelse af de af os opførte Kirker, dels og
navnlig til at øve det aandelige Arbejde, som er selve vort
Formaal. Som en Understregning af denne Neutralitet fandt
jeg det i sin Tid rimeligt, at Kirkefondet ikke som saadant
sluttede sig til det folkekirkelige Udvalg, da dette i alt
Fald indirekte repræsenterede et kirkepolitisk Syn. Paa
den anden Side kunde jeg ikke finde de Betænkeligheder
egentlig afgørende, som gjorde mange af Kirkefondets
Mænd saa ængstelige ved at gaa med til en Omdannelse af
de personelle Kapellanier til statslønnede Kaldskapellanier.
Som et ganske mærkeligt Modstykke til Kirkedemokra
tisering er det vist værd at agte paa den
Affolkning,
som
Kirken begynder at blive Genstand for. Nogle regner endnu
slet ikke med den herhjemme; men der er dog to Ting,
som muligvis kan ændre Kursen hastigt. Først de stadig
stigende Kirkeskatter, og dernæst den nu — heldigvis! —
grundlovsmæssigt tilsikrede fulde og uindskrænkede Ret
til Udtrædelse af Folkekirken. Saa sørgelig denne Bevæ
gelse i sig selv er, kan Kirkefondet næppe andet end hilse
den velkommen som et Udtryk for større Sandhed paa det
kirkelige Omraade.
3, Kirkesagens dybeste Problem er imidlertid hverken
af økonomisk eller kirkelig, men derimod af
aandelig
Art.
Det er et Spørgsmaal om Renheden og Kraften af det Guds
liv, som vor Bevægelse er det synlige Udtryk for, og det
vel at mærke saaledes, at det nu drejer sig om det aande
lige Liv indenfor de
Menigheder,
der er voksede op omkring
vore Kirker. Medens Kirkesagen til at begynde med blev
baaret frem af den og de enkeltes Tro og Bøn, har Tyngde
punktet efterhaanden forskudt sig ira Forretningsudval
get til Menighedskredsene, og det mest brændende Spøigs-
maal synes mig derfor at være dette, om disse Menighedei