327 / 364
272
lever et saa afgjort og forplantningsdygtigt
1
rosliv, at de
hver paa sit Sted kan føre Kirkesagen videre i det aande-
lige, gudindviede Spor, i hvilket den begyndte. At der
rundt omkring arbejdes med megen selvfornægtende l i o -
skab og Udholdenhed, kan eller vil vist ingen bestride; men
hvor hører vi Suset af Aandens Vejr? Mange er villige til
at vidne
0111
Jesus, og Gud ske Lov for hver eneste saadan,
men hvordan staar det sig med Lydigheden mod den lige
saa klare Befaling: I skal blive i Staden, indtil I iføres
Kraften fra det høje? Hvor er — og dette er vel nok Ska
dens Rod — den
aandsfijldte Forkyndelse,
uden hvilken vi
aldrig kommer videre i denne Sag? Sukker vi over en Væk
kelse, som stadig udebliver, da maa vi ydmyge os til at
anlægge et ublandet skriftmæssigt Synspunkt paa det Ar
bejde, vi øver. Vi maa ransage os selv, om det udspringer
af egen Kraft eller af Troslivet i Kristus (2. Kor. 13, 5).
Vi maa høre Herrens Ord til Menigheden i Sardes, hvis
Gerninger just paa dette Punkt havde den afgørende og
fældende Skavank (Aab. 3, 4), skønt Mennesker berømme
de den som en »levende« Menighed; eller den samme sand
dru Herres Ord til Menigheden i Efesus, der vel roses for
sit energiske Arbejde for Guds Rige, men dog er kommet
saa langt bort fra den første Kærlighed i Aanden, at den
staar Fare for at miste selve Evangeliets Lys (Aab. 2, 4).
Skal Kirkesagens Lysestage ikke flyttes, da staar det mig
klart, at vi med Oprigtighedens Frygt og Bæven maa helt
ind under Formaningen til nøje at prøve, hvorledes vi byg
ger Menighedslivet op (1. Kor. 3, 9),
0111
det sker i Hellig-
aandens Kraft med Guld, Sølv og ægte (levende!) Stene
eller i en uren og afstumpet Menneskekraft med Træ, Hø
og Straa.
Det har sin Betydning i denne Forbindelse at betragte
visse Eksempler fra Biblen paa »Kirkebyggeri«, som Gud
kan have Beihag i. Til Ydmygelse f. Eks. Profetordet (Es.
66
) om ikke at mene sig i Stand til at bygge et Hus for den
Herre, som her paa Jorden alene bor i sønderknuste Men
neskehjerter, et Ord, der bør læses paa Baggrund af den
saare bemærkelsesværdige Fortælling om Davids Planer i
saa Henseende (1. Krøn. 17) og den elendige Vanskæbne,
som blev Salomons Pragttempel til Del (jfr. ogsaa Matth.
24, 1 fig.). Men er vor aandelige Stilling ret for Gud, da
skal vi sandelig ogsaa hente Opmuntring baade fra Beret
ningen i Esra 3 og fra en saa ejendommelig Fortælling som
den i Jeremias 32, hvor Profeten midt under fortvivlede
ydre Forhold faar Besked om at købe en Grund paa i Sand
hed »langt Sigt«. Sammenligningen ligger nær baade med
vore Barakkirker, der næsten er »til at græde over«, og de