KøbenhavnsKirkesag

270

Sagen og Sandheden bliver os det ene afgørende. Og saa

endnu dette: hvad jeg fremfører, er kun at betragte som

mit personlige Syn; det staar ganske for min egen Regning

og binder ikke Kirkefondets Forretningsudvalg som saa-

dant.

At Kirkefondets Vanskeligheder for Tiden er store og

mangeartede, er vi vist alle enige om, mindre enige kanske

om, hvor de har deres dybeste Rod, og med hvilke Midler

de derfor bedst overvindes. Kirkefondet er jo egentlig, som

ofte fremhævet, et yderst mærkeligt Væsen, en næsten ir

rationel Størrelse: Samtidig med at være et

frivilligt

bejde for Guds Rige og et Arbejde af rent

aandelig

Art for

Sjæles Frelse er det jo nemlig tillige — og herpaa beror

just dets særegne Vanskelighed — et Arbejde, der er knyt

tet til en vis

folkekirkelig

Ordning, der f. Eks. faar sine

Love fra en bekendelsesløs Rigsdag og tilvejebringer sine

Midler ved en rent udvortes Skatteligning. Vi vil betragte

hvert af de tre fremhævede Punkter lidt nøjere.

1. Som

frivilligt

Arbejde er vore Vanskeligheder store

og stadig stigende i

økonomisk

Henseende. Byens Indbyg

gerantal, og dermed Trangen til nye Sogne, er i det sidste

Femaar vokset abnormt stærkt, i et enkelt Aar vistnok

med op imod 15,000 Mennesker, og samtidig er Byggeom

kostningerne stegne til det vel baade tre- og firedobbelte,

medens hele Pengemarkedet er kommet i en skæbnesvan

ger Uro.

Kirkefondet har imidlertid altid rigeligt erfaret Guds

Hjælp, og vi véd os kastede paa ham, hvem Sølvet og Gul

det dybest set tilhører. Økonomiske Vanskeligheder kan

følgelig aldrig blive en afgørende Hindring for vort Ar

bejde; ja, de er tværtimod nødvendige til at holde os altid

vaagende og bedende,

i det ubrudte Samfund med Herren

selv, som er Livsnerven i hele vort Arbejde, dets aandelige

raison d’être. Dog maner Forholdene naturligvis ogsaa Kir

kefondet til at sætte Tæring efter Næring, til baade at

bygge og at administrere saa praktisk og billigt som mu

ligt, og Spørgsmaalet om den mest »rentable« Kirketype

paatvinger sig med øget Styrke. Jeg vilde mene, at vi bør

helt opgive de midlertidige Kirker af Træ og gaa den Mel

lemvej, som betegnes ved varige, i Sten opførte Menigheds-

lokaler, foreløbigt indviede til Kirkebrug.

2. Mere komplicerede er de Vanskeligheder, som rejser

sig fra vor intime Tilknytning til og den dermed følgende

Afhængighed af

Folkekirken.

Kirkefondet er i sin Tid grun

det som et

Arbejde

for Guds Rige, og dets Ophavsmænd

holdt sig — mulige personlige Særmeninger til Trods •—

i kirkelig Henseende

neutrale.

Kanske har Vanskeligheder-