Musikforeningens

— Legere —

Deres gyldne Tid i de nordiske Riger synes at have været

det

de og en Del af det

de Aarhundrede.

denne Periode

var det, at de ifølge den svenske Rimkrønike ved Kroninger og

Formælinger kom hid fra mange Lande og fore rige og glade hjem,

da man gav dem Gods nred begge Hænder, baade Gangere, Sølv

og Klæder. Senere og jo mere den egentlige Kunstmusik udviklede

sig, kom Legervæsenet dybere og dybere i Forfald. Ved Hofferne

blev det Skik at have fast ansatte Spillemænd, og Ryerne fik

ligeledes deres Stadspibere og Trommeslagere. Kun Udskuddet

vedblev at flakke om paa den gamle Maade og under den gamle

Benævnelse.

Kunstmusiken dyrkedes i Kloster og Kirke. Ved Udgangen af

den katholske Tid stod den paa et forholdsvis lavt Trin her i

Landet og taalte ingen Sammenligning med det bedste i Udlandet.

Da Ærkebiskop Erik Valkendorf skulde hente Christian II’s Brud

fra Nederlandene, skrev hans Broder til ham fra Löwen og raadede

ham til at skaffe sig Sangere fra Lybæk eller Danzig, „thi de

sjunge der meget ilde udi Kjøbenhavn; Eders Naade ved vel, hvad

Sang der falder udi Landet.“

Man kan se, at Christian II var betænkt paa at ophjælpe

Sangen i Latinskolerne og derved atter i Kirken. Han vilde have

„at alle Corales skulde tilholdes at øve dem i Sang og paa læres

udi den nye Mensure“ .

Og disse Bestræbelser fortsattes under

Christian III, efter at Reformationen var indført. Sangen blev

gjort til en vigtig Disciplin baade i Latinskolerne og ved Universi

tetet. Børnene skulde synge en Time hver Dag, for at de kunde

lære „ikke alene af en Vane at sjunge, men af ret Kunst, ikke

heller under enfoldige Noder alene men ogsaa Diskant“. Ved

Universitetet skulde den ottende Læsemester være en Musikus, som

flere Gange ugentlig skulde læse over Sjungekunsten og derhos

imellemstunder synge Diskant eller Figuralmusik med sine Tilhørere

og de flinkeste af Børnene fra Skolen1). Desuden skulde Stu

denterne fra Universitetets Side tilholdes at øve sig i Musiken, for

at de kunde blive mere muntre til deres øvrige Studeringer, mere

stille og sagtmodige og vel skikkede til at orngaas Folk.

Ligesom man mærker Luthers Aand gjennem disse Bestemmelser,

saaledes harmonerede de ogsaa godt med Kongens egen personlige

J) Ved Diskant eller Figuralmusik forstodes den Tids kunstigere Musikformer

i Modsætning til den simple Koralsang.