15 / 230
8
— Adrian Petit —
tilbage paa, havde været uroligt og omflakkende, fuldt af Om
skiftelser og ikke uden Pletter. Italien, hvor han havde været
Sanger i det berømte sixtinske Kapel og nydt Pavens personlige
Yndest, maatte han forlade efter at have tilbragt flere Aar i Fængsel.
Senere traadte han i venskabelig Forbindelse med Melanchton og
gik over til den nye Lære, hvorpaa han snart efter opnaaede at faa
Ansættelse som Musikus hos Hertug Albrecht af Preussen. Han
var oplyst og talentfuld, men tillige en fantastisk og sanselig Natur,
en Slave af sine Lyster, navnlig ogsaa overfor Kvinderne. I et
Brev til Hertug Albrecht, som satte stor Pris paa hans Talenter,
men tilsidst maatte afskedige ham paa Grund af hans Udskejelser,
lægger han ikke Skjul paa, at han „ligesom alle andre Sangere og
Musikere og Digterne med“ holdt af at føre et lystigt Liv og plejede
at „opildne sin Aand og musikalske Drift med god Vin“ . *) Det
var derfor ogsaa med det utrykkelige Vilkaar, at han forpligtede
sig til et ærligt og kristeligt Levnet, at Kong Christian i Aåret
1556
,
rnaaske efter sin Svoger Hertug Albrechts Tilskyndelse, skjænkede
ham et Tilflugtssted her i Landet, hvor han maa antages omtrent
1563
at have endt sin eventyrlige Løbebane. I Kapellets Bøger
tindes følgende Kompositioner af Adrian Petit: „Venite exultemus
domino“ i
2
Dele, „Nulla quidem virtus“ , og et ottestemmigt „Si
consurrexistis“ .
Jo længere Aarhundredet skrider frem, desto mere gjøre Instru-
mentisterne sig gjældende ved Siden af Sangerkoret. Instrumental-
musikens Udvikling i det
16
de og
17
de Aarhundrede hører til de
interessanteste Punkter i det ældre Koncertvæsens Historie.
Vel forsvinder den tidligere Forbindelse mellem Spil og Sang
og andre Kunster, som var karakteristisk for Legervæsenet i Middel
alderen, endnu ikke ganske fra det gode Selskabs Forlystelser.
Ved Frederik IFs Thronbestigelse omtales „vælske Trommeter“ ,
der kom hertil og skulde danse for Kongen ved Kroningen. Dette
lille Selskab italienske Musikanter, der optraadte i bjældebesyede
Dragter „udi adskillige Farver“ , opholdt sig i længere Tid ved
Hoffet. De „engelske Instrumentister“, som i Slutningen af samme
Konges Regering havde Ansættelse her i Landet, underholdt lige
ledes deres fornemme Publikum baade med Dans og Musik og vare
sandsynligvis tillige Skuespillere2). Men disse fremmede Truppers
') Monatshefte fiir Musikgechichte VII.
1875
p.
16
(
3
.
2) „For Ide og Virkelighed“
1870
p.
75
ff.