14 / 230
— Jørgen Preston —
7
viede Timer lød da „Wir glauben all’ an einen Gott“, „Ghrist ist
erstanden“ eller Josquins mægtige „In illo tempore“ , Paaskesangen
om den Opstandne, der pludselig stod midt blandt sine Disciple,
eller Kongens Symbolum „Ach Gott schaff deinen Willen“, stundom
vel ogsaa til Afvexling lystigere Sange som „T’Andernach auff dem
Rheine“ eller det navnkundige „Schlacht vor Pavia“ .
En af de ældste Sangmestere og den betydeligste af dem, vi
kjende, var J ørgen Pr es ton, som forestod Kantoriet i Christian
IH’s Tid og døde under Pesten
1553
.
Nogle latinske Mindedigte vidne om, hvilken høj Rang Samtiden
tillagde denne Musiker, „der nu hviler under Grønsværet, men
hvis Grav fortjente at dækkes med parisk Marmor“, og de Kom
positioner af ham, som vi have havt Lejlighed til at dechiffrere,
bestyrke Rigtigheden af hans Samtidiges Dom.
Der er bevaret
ialt
17
Stykker, som bære hans Navn, deriblandt et „Veni creator“ ,
den
119
de Psalme „Appropinquet“ i
3
Dele, et syvstemmigt
„Dies est lætitiæ“ og en Del Koralbearbejdelser, af hvilke de to
Kompositioner, som ere byggede paa Melodien til „Christ ist er
standen“ , her skulle udhæves, fordi denne gamle Paaskesang synes
at have været Kongen særlig dyrebar og ligesom et Prøvestykke
for hans Musikere. Den ene Bearbejdelse er sexstemmig med
Melodien i Tenoren, den anden for otte Stemmer, af hvilke de to
Diskanter paa nederlandsk Vis udføre Melodien som Kanon, medens
de øvrige Stemmer bevæge sig i et friere Kontrapunkt.
Et Par Aar efter Jørgen Prestons Død nævnes Ra smus
Hej ns sen som Sangmester; han opgav igjen denne Stilling for at
lægge sig efter Studeringer og rejste med kongelig Understøttelse
til Wittenberg. Hans Efterfølger blev Nederlænderen F r anc i s c a s
Mar cel lu s, efter sit Fødested ogsaa kaldet Ams f or t i us , der har
efterladt sig et Par, nu desværre defekte Kompositioner over „Christ
ist erstanden“ , og som levede endnu i August
1571
, men da ikke
længer var i Embedet. Omtrent samtidig med ham optoges et Par
andre Nederlændere i Kantoriet, maaske for at berige dets Præsta
tioner med en den Gang yndet Specialitet, hvori de nederlandske
Sangere udmærkede sig, nemlig det improviserede Kontrapunkt.
Af disse var Belgieren Adr i an P et i t med Tilnavnet Goc
1
i cus ,
en af den berømte Josquins Disciple, den mærkeligste, en Typus
fra Renaissancens og de religiøse Brydningers Tid paa et Musiker-
temperament, der altid har været til og aldrig vil uddø.
Han var allerede en ældre Mand, og det Liv, han kunde se