182 / 203
med i kådheden, til stor forfærdelse for bedstemoder (Gaston Waa-
gepetersens stedmor boede i huset).
Da jeg senere kom ud i livet havde jeg stor vanskelighed ved at
blive imponeret af ældre rangspersoner, mange bar over med mig
og fandt mig formodentlig frisk og frimodig, men af og til rendte
jeg mig en stage i livet. Det kom af den kammeratlige tone, vi
havde hjemme. Men den havde nu alligevel sin værdi - jeg ville
nødig have været den foruden. Hele hjemmet hvilede på ærbødig
hed, naturlighed, sandhed, fædrelandskærlighed og naturlig
religiøsitet, al sladder var bandlyst, sorger ramte os næsten ikke og
livet levedes på en god økonomisk grundvold. Men det, som bar
stærkest, var nok det skønne og rene forhold mellem moder og
fader. Aldrig har jeg set bedre eksempel givet til børnene. Derfor
var de et midtpunkt ikke alene for os, men også for alle deres ven
ner og bekendte.
Moder var meget smuk. Hun havde en meget smuk hovedform,
smalle tindinger, regelmæssige ansigtstræk og en rank og statelig
figur. Dejlig skal hun have været i sine unge dage. Billederne viser
det, og selv da alderen havde givet hende rynker og grå hår og
bøjet hendes ryg, var hun dog både smuk, statelig og fornem i den
beskedne sorte kjole og med det sirligt ordnede hår, hvori der altid
var stukket en skildpaddekam, der foroven endte i runde kugler.
Mangen gammel kavaler har jeg hørt tale med et suk om sin gamle
baldame, den smukke Jutta Thune.
Hun var også livlig, munter og velbegavet og forstod at optræde
som værtinde i selskaberne derhjemme. Hun havde et stort og
varm t hjerte. Vore sorger og glæder var også hendes, og hvad held
eller uheld, der ramte hendes omgivelser, gik hun op i med liv og
sjæl. Aldrig så vi hende kold eller ufølsom ved andres skæbne. Hun
havde vel nok arvet lidt af sin morfaders, den gamle ritmesters,
pirrelige sind, hun kunne blive temmelig nedtrykt over livets små
virkelige eller indbildte genvordigheder. Så fik hun »krøller i pan
den«, som vi sagde, men det var rørende at se dem forsvinde, når
fader strøg med hånden over hendes pande og sagde et par kærlige
ord. Når hun blev vred, kunne hun jo nok give en ordentlig skylle
med kvindelig verve og en egen form, hvad enten det var tyende,
handlende eller andre, der var kommet hende på tværs.
Der var to begivenheder i moders liv, som jeg synes giver det kla
Bent Waagepetersen
180