313 / 405
OTTENDE AFSNIT: DRIFTSOVERSIGT
297
de første Aar efter Livsforsikrings-Anstaltens Oprettelse.
Det første Dødsfald,
der indtraf blandt de Forsikrede, var endog et Selvmord, og i Tiden 1843— 47
(inkl.) udgjorde disse Dødsfald blandt livsforsikrede Mænd 9 % af det hele
Antal. I de korte Forsikringer udgjorde Selvmordstilfældene endog næsten 14%
af Dødsfaldene, nemlig 4 af 29').
Ialt var der indtil Udgangen af 1870 blandt
Interessenter, hvis Død forpligtede en af de to ældre Anstalter til Udbetalinger,
forefaldet 56 Tilfælde, hvor Selvaflivelse ansaas for konstateret, foruden 14,
hvor det var tvivlsomt, om der maaske forelaa Ulykkestilfælde eller pludselig
Død af ubekjendt Aarsag. I 9 af disse Tilfælde var Interessenten druknet.
I Planerne for de ældre Anstalter var det med Hensyn til Selvmord
bestemt, at de paagjældende Forsikrede skulde betragtes som frivillig udtraadte,
hvilket vil sige, at kun Forsikringernes Godtgjørelsesværdi skulde udbetales.
I ingen af disse Planbestemmelser, der benyttede de almindelige Udtryk
»
falde fo r egen Haand
« eller
Hage sig selv a f Dage
« var der gjort nogen
Forskjel paa, om Selvmordet var begaaet i tilregnelig eller utilregnelig T il
stand, og Direktionen for Livsforsikrings-Anstalten nægtede derfor i de første
Aar altid at udbetale mere end Værdien, naar Selvaflivelsen var konstateret.
Det varede imidlertid ikke længe, inden Spørgsmaalet om, hvorvidt dette
stemmede med en rigtig Fortolkning af Planens Bestemmelse, blev bragt for
Domstolene.
Den første Sag fandt sin Afgjørelse ved Hof- og Stadsretsdom
af 24 Juni 1844.
Der blev i denne Sag af Citanten gjort gjældende, at den Afdøde
havde handlet i et Anfald af Sindsforvirring, men Retten statuerede, at der
intet Hensyn kunde tages til denne Angivelse, da en saadan Sindstilstand
»hverken er bevist eller blot bragt til mindste Grad af Sandsynlighed ved det undei
Sagen Fremkomne
.«
Anstaltens Bestyrelse blev derfor frifunden.
Men der
var altsaa dog i denne Motivering gjort en Antydning af, at Sagen vilde have
faaet et andet Udfald, dersom det havde været bevist, at den Afdøde havde
handlet i Sindsforvirring, og den Anskuelse, at der ved Anvendelsen af
Planens Bestemmelser om Selvmord maatte sondres mellem tilregneligt og
utilregneligt Selvmord, og at kun det første befriede Anstalten for at udbetale
Forsikringen fuldt, havde altsaa i denne Dom fundet en Støtte. — Nogle
senere Domme, nemlig Hof- og Stadsretsdommene at 11 Juni 1862 og 24 Juni
1869, gik ud fra samme Betragtning.
■) Jfr. »Udsigtover Livsforsikkrings-Anstaltens Virksomhed i
1843— 47«
Kbhvn.
1848,
Departe
mentstidende
1849
p
201 ff.