170 / 402
Den faldt , den Eg , i livis udstrakte Skygge
Dan •, Nor, og Svea , Haand i Haand,
Omslynged’ af et nyfodt Rosenbaand,
Midt iEuropas Storm , sad jublende og trygge.
(-i-! .,
: ’
'; •'* :\/I
.
>
Danmarks Genius! — ak er det dig?
Morke, hængende Cypresser slynge sig
I den Egekrands , din Tinding smykker.
Sorgen nagler dine Fjed.
Langsomt frem uvillig Fod du rykker
Til din Bernstorffs Hvilested.
Ofte taaredugget , ofte kyss’t.
Op til dit beklemte Bryst
Du hans Urne trykker.
Sig ,hvo er
du , som
ned i Gravenstroer
De sonderrevne Palme - Krandse ?
Tungt slaaer din nogne Barm.
Din Smertes
Toner 6tandse
C i 5 i )