172 / 402
Naar Stumhed skal slaae den smigrende Klynge ,
Naar intet ldgnfuldt Marmor knejser mer,
\
Da skal han hilses af Forbandelser. —
Men
F re d e n s )V e n !
hvor spirer Hæder
I
hvert lians Fjed !
Han
gaaer , omdandst
af
alle Glæder,
En Himmel i sit Bryst, en Verden for sin Fod.
Ej Enke og ej Brud ved hans Triumpher
græder,
Thi paa hans Sejers -Krands er intet Stænk
af Blod.
Naar Guder deres Son tilbagekræve,
Fly konstlet Stoj
! fly
lejet Smertes Tolk!
Omkring lians Dodsseng Hjerter bæve,
Omkring lians Gravhoj staaer i Sorg
e t F o lk .
Hans Daad skal leve!
Hver Ager bolgende af Guld, —
Hver Kidver-Eng, hvor sikkre Hjorder træde,—
Hver fredet Ahildgaard, i Hostens Purpurklæde, —
( ' 53 )
V