230 / 236
221
saa burde de og selv ganske og aldeles herfra afholde sig.
Sker dette ikke i Følge af dette vort venskabelige Raad,
saa nøder de os til, mod vo r Vilje, paa anden Maade
at søge at erholde ommeldte Hensigt opfyldt. Men at
det ikke skal blive fornødent for os, haaber vi saa
meget mere, som de selv skriftlig h a r tilkendegivet os
deres Taknemmelighed for, at vi ved den sidste F o r
and ring ved Ligbæringen h a r sørget baade for deres
Fordel og Æ re. En uformuende S tudents Lig skal
uvægerligen paa den anstændigste Maade uden Be
taling blive besørget til Jorden af de til denne F o rre t
ning antagne Ligbærere. Hornem ann. Moldenhawer.
Gamborg«. Den sidste var Regensprovsten.
Sagen vakte stort Røre paa Regensen og vistnok i
hele S tudenterverdenen og gav Anledning til en hel
L itteratur. I Begyndelsen af Oktbr. udkom et lille ano
nym t Skrift: »Til Herman Keutels Minde. Med et Ex-
empel paa tiltaget og ugrundet Myndighed, fremsagt i
uhøflige Udtryk. Det tlieologiske F aku ltet til nøjere
Eftertanke«. Piecen, der er skrevet i et for den Tid
meget godt Sprog, angreb i voldsomme Udtryk F aku l
tetet og stemplede dets Forbud som et Overgreb, da
S tudenternes Fæ rd formentlig ikke stod i Strid med Re
sk rip tet af 1792. Den fremkaldte fire andre Smaaskrif-
ter, hvoraf de tre i Hovedsagen stod paa den anonym e
Forfatters Side, blot mente m an, at han ikke havde
haft nødig at være slet saa grov, medens det fjerde,
»Skulde Forfatteren til H. Keutels Minde være en Re
gensianer?«, faldt over ham med de heftigste Ord og
endte i den Konklusion, at han umulig kunde være
en Regensianer — skøn t Rygtet vilde vide, at han var
det — , saa ubehøvlet og ugrundet han s Angreb paa
Faku ltetet var. Rygtet havde nu alligevel Ret, thi F o r
fatteren var en no rsk S tudent
Svend Aschenberg
paa Re