73 / 98
70
Saa brasede Døren ind i Stuen til Løjtnanten
med et Par Mand i Følge.
«Klar,» hørte han endnu svagt fra Telefonen,
inden han var revet om paa Gulvet.
Og i samme Nu styrtede Telefonapparatet for
et Kolbeslag raslende og klirrende til Jorden.
Den tyske Underofficer var overordentlig høflig,
da Lys var bleven tændt, og Løjtnanten stod der
med fjendtlige Vagter for de to Adgange til Værelset.
Løjtnanten syntes, at han i Retning af Gene
ralens Bolig havde hørt et Skud.
«Saa har de vel taget Generalen og det hele,»
sagde han ophidset, paa tysk, til Underofficeren.
«Det tror jeg nok, Hr. Oberløjtnant,» svarede
den anden med sammenslaaede Hæle og Ærbø
dighed i Blikket.
Løjtnanten tænkte, at saa var jo baade Fører
og rimeligvis ogsaa Stabschef og i hvert Fald alle
Planer og Ordrer faldne i Fjendens Hænder.
«Men det er dog for galt», raabte han ud for
sig, «og der er jo ikke engang Krigserklæring!»
Den tyske Underofficer saa paa ham med
samme tjenstlige Ærbødighed som før, men tillod
sig blot en let Bevægelse med Haanden.
Pludselig lød nogle langsomme Drøn igennem
Natten.
«Hvad er det? Hvad er dog det?»
Underofficeren havde ogsaa lyttet.