151 / 272
i
8 8 8
Ernst Ahlgren og Georg Brandes
H an spu rg te om m ine F rem tid sp lan er. »Jeg tro r,
a t jeg kan arbejde endnu et P a r Aar.« — »E t P a r
A ar? H v ad m ener De med det, tro r De, a t De skal
dø?« — »Jeg ved d et ikke.« H a n m aalte m in høje
Skikkelse. »De ser ikke saadan ud. P a a Gensyn.«
F ø r b etød K øbenhavn for m ig T e a te r og Indkøb,
nu b e ty d e r den kun Georg B randes.
A tter i København.
D agbogen D ecem ber 1886.
2
. D e c . L an g S p ad se retu r m ed Georg B randes.
3
. D e c . Indkøb hele D agen. — Og saa paa
Fo relæ sn ing . »Han« fu lg te m ig hjem . H v is jeg ikke
følte m ig saa dum og uvidende, vilde jeg blive
fuldkomm en fo relsk et i ham .
B lo t jeg med O rd kunde beskrive, hvo rd an Axel
L u n d eg ård h a r væ re t og er imod m ig ! H a n ved
alt, a lt om m ig, vi er jo saa gam le V enner, vi h a r
omgaaedes som K am m era ter inden noget M en
neske endnu kendte E rn s t Ahlgren , inden »F rau
Skåne« udkom , og n u fø rst føler jeg, hvo r dybe
Rødder H eng ivenheden har. Som h an vog ter paa
m ig — tæ n k e r fø rst og frem m e st paa m ig og næ ste n
altid. — B lo t du kunde høre, n a a r h an siger, at
jeg skal have m in F rihed , hvis L iv et er for tu n g t,
men hvo rd an h an med den stø rste Ømhed fo rsøger
a t samm enkny tte de T raad e, som er b riste t mellem
m ig og T ilvæ relsen ! O g h v o r b lid t h an kan sige,
a t h a n ikke h a r Raad til a t m iste en Ven som mig,
og a t vo r L itte ra tu r h eller ikke h a r R aad dertil.
Afskedsbrev til Brandes.
Om jeg selv havde h a ft rin g este T ro paa m in
Begavelse, skulde ikke A lverdens K ritik e re have
fo rm a ae t m ig til d e tte Skridt. Je g vilde have .rejst
m ig m ed T ro d sen s hele K ra ft, vilde væ re æ g g e t af
H arm en . M en jeg kan ikke h arm es, m an h a r ikke
g jo rt m ig U ret.
De h a r væ re t m ig en g ru som Bøddel, m aaske
mere g ru som end nødvendig, m en jeg ky sser Deres
Hæ nder. Jeg kom ald rig til a t hade Dem. H avde
jeg levet, v a r jeg m aaske komm et til det. Saa vil
jeg hellere dø.
De første Selvmordsforsøg.
Den 8. Januar 1888.
G e o r g B r a n d e s .
H v o r h a r jeg i m it In d e rste tig g e t om et eneste
v en lig t O rd ! Fo rgæ ves.
Je g v a r en æ rb a r K v ind e; a t jeg gav m ig helt,
kom af, at jeg elskede helt.
A llerede i F o ra a re t mæ rkede jeg, a t Du var træ t
af L eg etø jet, og a t jeg ikke kunde haabe paa noget
V enskab eller nogen V elvilje, n a a r L eg en v ar slu t
— din V en vilde jeg tu sin d Gange hellere have
væ ret end din E lskerinde. — —
D er findes in te t V alg hos m ig imod Dig. I T a n
kerne stry g e r jeg over d it H a a r, som jeg saa m ange
G ange h a r g jo rt det, n a a r Du v a r bedrøvet, og jeg
e r glad over, a t m in Død ikke skal gøre nog et va
rig t In d try k paa Dig. Farvel.
Første Møde med
Georg Brandes.
D agbogen 1886.
D e t v a r den i.
O k tober, jeg fø rste
G ang saa Georg
B r a n d e s -------------
»L ad m ig se lid t
paa Dem først,«
sagde h an med en
blød ,alvo rligS tem -
me, uden a t saa-
m eget som en L y s
ning gik over han s
A nsigt. P an d en laa
i underlige F u re r,
og h an saa frem
under den med g raa
Ernst Ahlgren.
Ø jne, i hvilke der
laa
ligesom
et
T u ng sind . »Der er ikke m eget tilbage at se paa,«
svarede jeg. D et lød saa pud sig t ligefrem t, hvad
h a n sagde.
Arbejde og
Livslede.
D agbogen 1887.
2
.
J a n . : E n
B revlap fra G. B.
5
.
J a n . : »F ru
M arianne«. L iv s
lede. D et ser ikke
ud
somom jeg
skulde kunne kom
me igennem det.
M i d s o m m e r -
a f t n e n : (E fte r at
have læ st »P o liti
ken« s Anmeldelse
af »F ru M arian
ne «) F ik D ødsdom -
m en over m it F o r
fatte rsk ab , m aaske
Georg Brandes,
over m ig selv.
2 6
.
J u n i : E n forfæ rdelig N at. D e t synes at
næ rm e sig. S ta a r stad igvæ k paa det P u n k t »E n ten
— eller«. E n ensom S p ad se re tu r og P røv eskydn ing
med R evolveren, som g a ar godt. A ngst, m en jeg
vover det vel endda om d e t b liver nødvendigt.
152