255 / 272
Straalende Tenor-Debut paa Det kgl. Theater
1893
Ung bornholmsk Lærer vækker
Opsigt i Gounods „Faust" .
V ilhe lm He ro lds Debut
9
en af de mest lovende i mange A a r .
i i . Februar.
I
Aftes naaede man endelig at faa op
ført »Faust« med den længe bebudede
Debutant, V i l h e l m H e r o l d , i Titel
rollen. Teatret va r udsolgt — og i en
Haandevending blev Hr. He r o l d knæ
sat af det suveræne Publikum. Allerede
under og efter Introduktionsakten lød
bragende Bifald, og den begejstrede
Stemning holdt sig hele Aftenen. Man
mærkede, at det ligefrem va r Kjøben-
havnerne en Fryd at kreere denne
nye Tenor.
Stemmen er virkelig ogsaa smuk,
en ægte, lys Tenor, med en køn, vin
dende Klang. Stor er den ikke — men
den er jo saa ung endnu. Debutantens
Fremtræden paa Scenen var fri og
ubunden, hans Skikkelse ungdommelig
og spænstig. Ma r g r e t e s Parti blev
sunget af Frøken Do ns, hvis nervøse
Intelligens slet ikke passer til den
naive lille Borgerdatter.
Vilhelm Herold, som i Aftes gjorde
saa overordentlig Lykke ved sin De
but, er en ung Mand paa 28 Aar,
Søn af en Bagermester i Hasle paa
Bornholm. For syv Aar siden tog
han Skolelærerexamen paa John-
strup Seminarium. Hans Sangstudier
indskrænker sig til nogen Sang
undervisning hos Peter Jerndorff og
senere hos Leopold Rosenfeldt.
virkelig Haar paa Hovedet; jeg
troede, De var helt skaldet. Det
sagde jeg til de andre nede i P a r
kettet. — Naa ja, De kan komme
igen en anden Gang!«
De e r umu lig paa
Scenen !
Om de Genvordigheder, som Hr.
Herold maatte gennemgaa paa Grund
af sit Ydre, da han efter en fornyet
Prøve, som førte til Debuten, skulde
stedes for Instruktøren Professor
Pietro Krohn,
fortæller Hr. Herold
videre:
— Man maatte se, hvordan jeg tog
mig ud i Kostumer. Og saa trak de
paa mig — det var en Skrædder og
en Paaklæder — den ene Ridder
dragt efter den anden, mens mine
Underpermissioner agerede Silke
trikot og mine Sokker Ridderstøvler.
Prøven maa aabenbart ikke være
faldet heldigt ud, for efter at jeg
havde haft mindst en Snes forskel-
ligfarvede Fløjls- og Silketuniker paa
med alle mulige Slags Ærmer, baade
korte og lange, vide og snævre, er
klærede Professoren, at jeg var umu
lig: »Hvad kan det nytte, kære —
Den fø rs te
m is lykkede P rø ve .
For to Aar siden forsøgte Hr. He
rold at aflægge Prøve for Direktio
nen for Det kgl. Theater. Man havde
raadet den unge Ansøger til at an
lægge en stram militær Holdning
for at behage Kammerherre
Falle
sen,
og Hr. Herold fortæller, at han
i den Anledning lod sig maskin-
klippe.
— Paa Theatertrappen mødte jeg
kgl. Skuespiller
Jerndorff,
der var
min Lærer, men da han saa mig,
jamrede han: »Men Herregud, hvor
dan er det, De ser ud!«
Efter Prøven gik Kammerherre
Fallesen tæt hen til mig, betragtede
nøje mit Hoved baade forfra og fra
Nakken og kremtede: »Jo, De har jo
D en 28-aarige bornholm ske Skolelærer,
der har debuteret som Tenor paa D et
kgl. Theater.
V ilhelm H erold ved sin D ebut som Faust.
hvad kan det nytte! — Naar man
vil optræde paa en Scene, maa man
ha’ et Ydre! — Jeg har ikke For
stand paa Sang, men om De saa sang
som Vorherre selv — De er umulig
paa Scenen!«
B a re du havde
et andet A n s ig t !
Jeg var ved at løbe fra det Hele.
Thi at der maatte være noget i,
hvad alle disse Mennesker paastod,
fik jeg en Slags Bekræftelse paa en
Dag, da jeg gik paa Gaden. Jeg
havde faaet mig en ny Overfrakke,
og da jeg passerede et Vindue i
Frederiksborggade, kunde jeg ikke
modstaa Fristelsen til at kaste et
stjaalent Blik ind i Ruden for at se,
hvordan F'rakken sad. Men en skarns
Skomagerdreng havde naturligvis
opdaget det og raabte opmuntrende:
»Jo, Du er s’gu et meget pænt Men
neske — bare Du havde et andet
Ansigt!«
E t dejligt S tykke
Læ p re d a t ma le p a a !
En liden Trøst i al min Kval var
det, at jeg en Aften i et Selskab traf
Landskabsmaleren
Godtfred Chri
stensen,
og da jeg aabnede mit Hjerte
og fortalte ham om al min Kvide,
sagde han: »De skal saamænd ikke
være saa ked af det Ansigt, Herold.
Det er et dejligt Stykke Lærred at
male paa.«
256