263 / 272
Tivoli fylder
5 0
—og Volkersen fejres
1893
Udenfor Tivoli paa 50-Aars Jubilæum sdagen den 15. August.
16. August.
I Gaar fejrede Tivoli sit 50-Aars
Jubilæum paa festligste Vis. Om det
saa var Tivolis traditionelle Fødsels
dagsregnvejr, mødte det op, dog
denne Gang skyllede Regnen ikke
blot ned udenfor, det dryppede og
saa paa Kontoret, . . . men det var
en Ordensbyge!
Direktionen forlenede den gamle
Pierrot
Volkersen, der har været
med fra Tivolis første Dag,
med
Ti
volis Guldmedalje med Diamanter.
Mange andre fik Tivolimedaljen, bl.
a.
Georg Lumbye
(Guld),
Carl Lum-
bye
(Sølv), Luftskipper
Johansen
(Sølv) og Fyrværker
Busch
(Sølv);
og allesammen fik de Champagne.
30.000 Tivoligratulanter.
Ud paa Aftenen konstateredes det,
at der var over 30.000 Gæster i Ha
ven. Morsom var den Maade, hvor-
paa Tivoli mindedes gamle Dage.
Hele den gamle Bræddeskur-Bevært
ning »Slukefter« var opført igen med
Petroleumslamper og andet Udstyr.
Folk sloges om at komme ind og
høre Damerne paa Tribunen synge:
»I Odense og Aarhus, man lærer
ingenting — — men i Slukefter er
man mere med paa Dingeling!« Man
samledes om Rantzaus høje Hat og
sang hans »Døgnfluer«. Efter Afsyn
gelsen af »Aa Kragelund, aa Krage
lund, — er du der med Fingeren
igen!«, daanede Folket af Henryk
kelse; Rantzau græd og holdt Takke
tale. . . .
Sig noget Pierrot!
Da gamle
Volkersen,
Tivolis P ier
rot gennem et halvt Aarhundrede, i
sin Pierrot-Dragt, men usminket,
traadte frem paa Pantomimeteatret,
rejste der sig en Jubelorkan. Publi
kum anede ikke, at han kun ved et
Par Morfinindsprøjtninger var ble
vet sat i Stand til at vise sig for
aabent Tæppe denne Aften. . . .
Gamle V olkersen.
Pierrot død!
1. September.
I Gaar — fjorten Dage efter Jubi
læumsfesten — døde gamle
Volker
sen,
73 Aar gammel. Hans sidste
Optræden paa Pantomimeteatret,
hvor han i samfulde 50 Aar havde
henrykket hele Kjøbenhavn som
Pierrot, tog saa stærkt paa den i
forvejen syge gamle Mand, at han
maatte gaa til Sengs. Han døde med
Paa N im bs Veranda: til venstre General H olten, derefter Tivolis Direktør Robert W att
Klangen af den jublende Begejstring
(m ed høj Hat), staaende Kammeraad Nimb, derefter Frk. M isse Kjeldskov (Harpe-
endnu i sine Øren — han hørte det
nistinden) og yderst til højre hendes Fader, Skolebestyrer K jeldskov, Robert W atts
tusindstemmige
Pierrot
—
sig noget!
uadskillelige Ledsager.
Nu siger gamle Pierrot intet mere.
264