34 / 272
Norsk Kapelmester og svensk Baryton
1884
Den sven ske Baryton
A lgo t Lange.
Debut paa Det kgl. T e a te r som
Don Ju a n 2. Sept. 1884.
Hr. Lange er jo ikke ukendt h e r
hjemme. Enhver, der overværede de
svenske Opera-Forestillinger paa det
kgl. Teater i Fjor, véd, at han hø rer
til de sjældne Operister, der baade
kan synge og spille Komedie. Hans
Escamillo i »Carmen« og Mefistofeles
i »Faust« maa være i saa frisk Minde,
at det for en stor Del af Publikum
ikke kunde være nogen Overraskelse,
at hans Don Juan v ar saa fortrinlig
en Præstation.
Man saa øjeblikkelig, da Lange
kom ind paa Scenen, at han v ar Ka-
valler fra Top til Taa; der var noget
elastisk, smidigt over hele hans P e r
sonlighed, som passede fortræffeligt
til Don Juan-Figuren.
Hans Stemme er en meget blød
Baryton, der maaske kunde have
nogen mere Metalklang over sig;
men som den er, er den fortræffelig,
og Lange fo rstaar at udnytte alle
dens gode Egenskaber i fuldeste
Maal. Det skulde synes, som om det
faldt af sig selv, at alle livligere, let
tere B aryton-P artier, hvor der k ræ
ves udpræget Skuespiltalent og en
helt anden Personlighed end Hr. Si
monsens, nu gik over til Hr. Lange,
der er selvskreven til dem — men
det er selvfølgelig illusorisk at gøre
sig Haab herom.
I én Henseende kan Hr. Lange
ikke hamle op med Hr. Simonsen;
det er hvad Stemmestyrke angaar.
Veteranen Schram blev modtaget
med stormende Jubel, som han i
Aftnens Løb gjorde sig særlig fo r
tjent til. Den øvrige Udførelse v ar
under Middelmaadighed.
A lg o t L ange.
Johan S vendsen.
Johan Svendsens
Mesterstykke.
Den flyvende H ollænder, P rem iere
7. Sept. 1884.
Sent er bedre end aldrig. At »Den
flyvende Hollænder« saa længe har
sat vor Taalmodighed paa Prøve,
bør nu være glemt. Nu er den kom
men, og Ankomsten var en Fest. En
saa smuk Operaforestilling h ar vi
ikke i lange T ider haft Lejlighed til
at se og høre paa Det kgl. Teater.
At Operaen selv skyldes en Mester-
haand fortæ ller strax den »flyvende«
Ouverture os med dens Søluft og
Stormens Piben i Tovværket. Su
sende og spøgelseagtig gled den
forbi vore Øren i en fortræffelig Ud
førelse; et P ar m indre Blæseruheld
var for intet at regne.
Fo r strax at komme til Udførelsen
var baade Hr.
Simonsen
og Hr.
Algot
Lange
godt paa deres Plads her. Fra
»Hans Heiling« véd man, at det dæ
moniske ligger særlig godt for den
første. Som »den flyvende Hollæn
der« havde Hr. Simonsen tilmed lagt
en overordentlig velgørende Dæm
per baade paa Spil og Sang; det kom
rremstillingen af Figuren til Gode,
idet det gav den den nødvendige Ro
og Livløshed, som er uadskillelig
fra en saa spøgelseagtig Fremtoning
— og det gav Sangen en Velklang,
som dækkede over meget; in tetsted s
kom her en raa, brutal, uformet
Tone frem.
Hr.
Lange
passer ulige bedre til
Don Juan end til den gamle norske
Skipper, men ikke desto m indre var
hans Udførelse af denne en dygtig
og smuk Præstation. At Schram
kunde have givet os en ganske anden
vederhæftig Figur, end den unge ele
gante Sanger, ligger i Sagens Natur.
Hr. Lange forsøgte for første Gang
at synge
dansk,
og det var — med
Undtagelse af den svenske Snurren
paa p’et og det skarpe d forbavsende
godt.
Senta er den største Triumf, Fru
Keller
endnu h a r fejret — det er det
smukkeste, dygtigste, hun endnu h ar
givet os. — —
Men skal en Tak og Anerkendelse
henvendes til en enkelt, som Repræ
sentant fo rd e t hele samlede Arbejde,
saa bliver det Kapelmester
Johan
Svendsen.
»Hollænderen« maa be
tragtes som det Mesterstykke, Johan
Svendsen skulde aflægge hos os. Det
er nu aflagt, og Prøven kunde ikke
falde heldigere ud. Hele Forestillin
gen bar Præget af, at der h ar været
en ganske usædvanlig Energi og Ud
holdenhed i Indstuderingen, der er
arbejdet og arbejdet med Lyst.
(Charles K jerulf i D agspressen)..
En Advarsel til vore Damer!
Operetten »Fatinitza« paa Casino
blev ledet af Musikdirektør
Carl
Gottschalksen
med stor Dygtighed,
og de store Ensemblenumre gik glim
rende over Scenen. Damer med let
fængelige H jerter raades til ikke at
se paa den smukke Musikdirektør,
naar han vender sig om til Publi
kum for at dirigere Mellemakts-
musiken.
Carl Gottschalksen.
35