![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0054.jpg)
i88S
Unge Menne ske r — Gamme l Gæld!
H e r m a n B a n g
Hr. Hoff var moderne. Han var
dukket op pludselig, og lige med ét
havde man truffet Navnet Bernhard
Hoff overalt, paa T eaterplakater,
paa Bøger, i alle Blade. Og ogsaa i
Livet tra f man ham allevegne og
kunde ikke undgaa at se ham. Man
mødte denne spinkle F igur med det
blege, graa Ansigt overalt: paa Ga
den, paa Langelinie, i Teatrene. Som
oftest kørte han: han sad henslængt
i en Droske, undertiden alene, sam
menfalden og klem t op i det ene
Hjørne. Saa saa’ h an ud som Døden
fra Lybæk, som om han vilde blive
borte i sin polske Skindpels; men
undertiden kørte h an med en Ven,
et Menneske, som havde det mo
ralske Mod at vise sig sammen med
ham, skønt han v ar ligesaa bagtalt
privat som offentlig. N aar han var
sammen med nogen, v ar han altid
nervøst livlig og meget snaksom. . . .
»Kære! (Hoff slog Pudderet af
med en Harefod) Stregerne under
Øjnene h a r gavnet mig mere end
hele Talanget.«
(H aabløse Slæ gter.)
P e t e r N a n s e n
Et P a r Gange hver Sommer plejede
den unge Forfatter Kandidat Erik
P rah l at tage ud i Dyrehaven — al
tid samme Sted — for i Ensomhed
at nyde Naturen og samle Studier til
sine literæ re Arbejder. — Han laa
udstrakt paa Ryggen under et mæg
tigt Bøgetræ, med Hænderne flettede
sammen under Nakken — der var,
som han laa dér og stirrede frem
mod de drivende, pudrede Skyer
paa den rene Sommerhimmel, noget
smertelig træ t over hans næsten
kvindelig fine Ansigt.
Han følte
Peter Nansen.
Herm an Bang.
sig da som stillet overfor noget
fremmed, der uden at ville det blev
ham fjendtligt; som han t i l . daglig
væbnede sig mod med et medlidende
Smil, en overlegen Satire. — Det gav
et Stik igennem hans Bryst: »Hvad
du dog er for en jammerlig fejg
Karl. — Hvem er du, hvorfor lever
du her paa denne Jord, som du
spadserer hen over med lakerede
Støvler?« — Han forekom sig selv
latterlig i sine ny elegante Sommer
klæder, i sine lyse, pletfri Handsker
og med sin sivtynde, guldknappede
Stok, hvoraf intet var betalt — —
og han lod alle de Kvindeskikkelser,
G u s ta v E sm a n n
Gustav Esm ann.
Saaledes h ar min Ungdom været.
En lang afmægtig Rekonvalescens,
et halvt Liv med bitter Smag af gam
mel Brøst, i halve Forhold med Stik
af fordums Nag, hvor jeg i Smuler
og Stumper h ar givet for meget af
mit Eget, ude af Stand til blot én
Gang at give nok af mig selv. — Det
gøs i mig, naar jeg tænkte paa de
Folk, jeg havde omgaaedes i de
sidste Aar, og gik dem igennem en
for en. Alle havde jeg mødt dem paa
en Tid, hvor deres Liv begyndte at
falde fra hinanden. Med dem alle gik
det tilbage, hos dem alle var der et
eller andet Sted en svampet Plet, en
bitter E rfaring, et vædskende Nag,
noget der var rystet ved, hvor det
lammede og stammede fysisk eller
moralsk. Nogle tilstod det strax, for
tvivlet aabent eller træ t fortroligt,
andre strittede endnu imod, søgende
at skjule det — drevet sammen af
en fælles Skæbne havde vi levet med
hinanden i lunken Sympathi.
(Gammel Gæld.)
der dannede Rammen om hans »Liv«,
passere Revue. Alle fortalte de ham,
hvor smuk han var; alle elskede de
hans Øjnes gaadefulde Spejl, hans
Munds Am orsbue.-------
(U nge Mennesker.)
55