Previous Page  54 / 272 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 54 / 272 Next Page
Page Background

i88S

Unge Menne ske r — Gamme l Gæld!

H e r m a n B a n g

Hr. Hoff var moderne. Han var

dukket op pludselig, og lige med ét

havde man truffet Navnet Bernhard

Hoff overalt, paa T eaterplakater,

paa Bøger, i alle Blade. Og ogsaa i

Livet tra f man ham allevegne og

kunde ikke undgaa at se ham. Man

mødte denne spinkle F igur med det

blege, graa Ansigt overalt: paa Ga­

den, paa Langelinie, i Teatrene. Som

oftest kørte han: han sad henslængt

i en Droske, undertiden alene, sam ­

menfalden og klem t op i det ene

Hjørne. Saa saa’ h an ud som Døden

fra Lybæk, som om han vilde blive

borte i sin polske Skindpels; men

undertiden kørte h an med en Ven,

et Menneske, som havde det mo­

ralske Mod at vise sig sammen med

ham, skønt han v ar ligesaa bagtalt

privat som offentlig. N aar han var

sammen med nogen, v ar han altid

nervøst livlig og meget snaksom. . . .

»Kære! (Hoff slog Pudderet af

med en Harefod) Stregerne under

Øjnene h a r gavnet mig mere end

hele Talanget.«

(H aabløse Slæ gter.)

P e t e r N a n s e n

Et P a r Gange hver Sommer plejede

den unge Forfatter Kandidat Erik

P rah l at tage ud i Dyrehaven — al­

tid samme Sted — for i Ensomhed

at nyde Naturen og samle Studier til

sine literæ re Arbejder. — Han laa

udstrakt paa Ryggen under et mæg­

tigt Bøgetræ, med Hænderne flettede

sammen under Nakken — der var,

som han laa dér og stirrede frem

mod de drivende, pudrede Skyer

paa den rene Sommerhimmel, noget

smertelig træ t over hans næsten

kvindelig fine Ansigt.

Han følte

Peter Nansen.

Herm an Bang.

sig da som stillet overfor noget

fremmed, der uden at ville det blev

ham fjendtligt; som han t i l . daglig

væbnede sig mod med et medlidende

Smil, en overlegen Satire. — Det gav

et Stik igennem hans Bryst: »Hvad

du dog er for en jammerlig fejg

Karl. — Hvem er du, hvorfor lever

du her paa denne Jord, som du

spadserer hen over med lakerede

Støvler?« — Han forekom sig selv

latterlig i sine ny elegante Sommer­

klæder, i sine lyse, pletfri Handsker

og med sin sivtynde, guldknappede

Stok, hvoraf intet var betalt — —

og han lod alle de Kvindeskikkelser,

G u s ta v E sm a n n

Gustav Esm ann.

Saaledes h ar min Ungdom været.

En lang afmægtig Rekonvalescens,

et halvt Liv med bitter Smag af gam­

mel Brøst, i halve Forhold med Stik

af fordums Nag, hvor jeg i Smuler

og Stumper h ar givet for meget af

mit Eget, ude af Stand til blot én

Gang at give nok af mig selv. — Det

gøs i mig, naar jeg tænkte paa de

Folk, jeg havde omgaaedes i de

sidste Aar, og gik dem igennem en

for en. Alle havde jeg mødt dem paa

en Tid, hvor deres Liv begyndte at

falde fra hinanden. Med dem alle gik

det tilbage, hos dem alle var der et

eller andet Sted en svampet Plet, en

bitter E rfaring, et vædskende Nag,

noget der var rystet ved, hvor det

lammede og stammede fysisk eller

moralsk. Nogle tilstod det strax, for­

tvivlet aabent eller træ t fortroligt,

andre strittede endnu imod, søgende

at skjule det — drevet sammen af

en fælles Skæbne havde vi levet med

hinanden i lunken Sympathi.

(Gammel Gæld.)

der dannede Rammen om hans »Liv«,

passere Revue. Alle fortalte de ham,

hvor smuk han var; alle elskede de

hans Øjnes gaadefulde Spejl, hans

Munds Am orsbue.-------

(U nge Mennesker.)

55