Cirk. ang. Byplanloven.
675
1939.
særlig Bygnings-, Vej- og Kloaklovgivning, til at øve regu
lerende Indflydelse paa Bebyggelsernes Udvikling med det
Formaal at opnaa, at denne finder Sted paa den for Hel
heden, det vil sige saavel den enkelte Bebyggelse som dens
Omgivelser mest hensigtsmæssige Maade.
Lovens Hovedsynspunkt er, at den enkelte Bebyggelse
ikke bør betragtes som et isoleret Foretagende eller bedømmes
alene ud fra dets egne Forudsætninger, men at det bør ses
og vurderes som et Led i en Sammenhæng, nemlig de i øvrigt
eksisterende og forudselige Forhold paa Stedet og dets
Omgivelser.
Loven tilsigter derfor ikke alene at tillægge Kommunal
bestyrelserne visse Beføjelser, men er tillige Udtryk for en
Forventning om, at dette Hovedsynspunkt erkendes af
Kommunalbestyrelserne, og at disse i Overensstemmelse
hermed bringer disse Beføjelser til Anvendelse til Opnaaelse
af det angivne Hovedformaal.
Denne Forventning er Grundlaget for de Forpligtelser,
der i øvrigt i Lovens § 1 er paalagt Kommunalbestyrelserne i
Henseende til Tilvejebringelse af Byplaner.
Naar der saaledes i § 1, 2det Stk., er givet Købstæder
og andre Kommuner over en vis Størrelse en vis Frist til
Tilvejebringelse af Byplaner, er dette en praktisk Foran
staltning, som tilsigter at levne rimelig Tid til de Under
søgelser og Overvejelser, som nødvendigvis maa gaa forud
for Planlægningen, saavel som til selve Udførelsen af denne.
Fristen betyder altsaa ikke, at Planlægningen og dens
Forberedelser bør udskydes, men den betyder heller ikke,
at Anvendelsen af Lovens Beføjelser i alle Tilfælde skal
afvente Fristens Forløb.
Det følger tværtimod af Lovens angivne Hovedsyns
punkt, at
Loven bør bringes til Anvendelse i alle Tilfælde,
i hvilke der efter Lovens Ikrafttræden agtes iværksat Bebyggelse
eller truffet andre Dispositioner, navnlig Udstykning og Vej
udlæg, som ikke er egnet til at indgaa som et Led i en samlet
tilfredsstillende Planlægning,
men maaske endog vil være
egnet til at vanskeliggøre eller væsentlig forringe denne.
21 Okt.
Nr. 186.
43*