802 / 1502
1939.
678
Cirk. ang. Byplanloven.
21 Okt.
for de Anlæg eller Anvendelser, som senere vil vise sig ønskelige
Nr. 186.
ener nød.Vendige,
men uden at det paa det tidlige Tidspunkt
er muligt at have nogen tydelig Forestilling om de Forhold,
som vil bestemme disse endelige Anlæg eller Anvendelser.
For at bevare den Frihed og Smidighed i Byplandisposi
tionerne, som maa anses for nødvendig for disses heldige
Gennemførelse, vil det derfor være tilraadeligt, at
gennem
føre Planlægningen for de Omraader, der ikke staar umiddelbart
for at inddrages under Bebyggelse, med saa faa Detailler som
muligt,
men vente med at fastsætte Enkelthederne for de
enkelte Omraader til det kan forudses, at Udstykningen o»[
Bebyggelsen vil naa det enkelte af disse, og det saaledes bedre
kan overskues, paa hvilken Maade Omraadet bedst kan ind-
gaa i den bymæssige Udvikling.
Disse Synspunkter ligger ogsaa til Grund for den i Loven
opstillede Sondring mellem Byplaner og Markplaner.
Den retlige Forskel mellem disse to Slags Planer er,
dels at
Markplaner ikke kan danne Grundlaget for Ekspropria
tion,
dels at Markplaner kun kan omhandle en Del af de Em
ner, som kan behandles i en Byplan. Men i øvrigt kan der
i og for sig ikke opstilles nogen kvantitativ Forskel mellem
de to Slags Planer, navnlig ikke saaledes, at Byplaner nød
vendigvis behøver at være mere detaillerede eller indeholde
flere Slags Bestemmelser end Markplaner. Det kan ej heller
antages, at en Byplan først skulde kunne gennemføres for
et Omraade, naar dette, eventuelt gennem en forudgaaende
Markplan har naaet en vis Udvikling. Lovens Bestemmelser
om Markplaner ved Siden af de egentlige Byplaner har i
Virkeligheden til Hensigt at fremhæve det ønskelige eller
nødvendige i, at
visse særlig betydende Forhold, navnlig Vej
forhold og Bebyggelsesarternes Fordeling ikke bør reguleres
for sent,
og at Reguleringen af disse Forhold ikke behøver
at afvente, at andre Enkeltheder afklares. Paa den anden
Side vil selv de Forhold, der kan omhandles i Markplanerne,
ofte vanskeligt kunne endelig bestemmes paa længere Sigt,—
dette vil f. Eks. gælde Spørgsmaal om Vejes endelige Retning
og Beliggenhed, og Udstrækningen og Afgrænsningen af de