21 / 185
15
Gaa vi saaledes ud fra, at det andet eller sidste Led i
Øens Navn hidrører fra dennes oprindelige Overdrevskarakter,
kæragtige Tilstand, gælder det om at finde en Forbindelse
dermed, som passer paa Begyndelsesleddet:
am.
Det synes
ikke at kunne henføres paa et Personnavn, da et saa person
ligt Forhold til en saa betydelig
0
vilde have givet sig stær
kere Udslag i senere Tider.
Snarere stammer det fra et
gammelt nordisk Forholdsord:
aum,
.egentlig blød, eller
auma,
slet (sumpet) Tilstand, en Betegnelse, som sikkert har passet
paa Øen da de første Beboere fandt Vej hertil. _Maa denne
Flypothese føjes til de tidligere, indtil en Gang danske Sted
navnes Etymologi foreligger i en mere bearbejdet Skikkelse
end nu!
Øens Bynavne frembyde neppe større Vanskeligheder m.
H. t. Bestemmelsen af deres Afstamning. De Endelser, der
her forekomme
«
—by» og «—torp», høre ikke til de ældste
Navnedannelser; de stamme rimeligvis fra Slutningen af den
hedenske Tid eller Overgangstiden mellem denne og Middel
alderen. M ag leb y , der sikkert er den ældste og største By
(af
magle:
stor) synes at have en noget fjernere Oprindelse.
Men Navnet: den store By, tyder dog paa, at der snart er
fulgt andre, mindre Byer efter, rimeligvis først Sundbyerne og
Taarnby.
Maclaby
findes nævnt 1085, efter at Kirken i Lund
allerede havde faaet en Del af Øen i Besiddelse, og den har
da aabenbart været Kirkeby og Øens gejstlige Sæde.
Sundby occidentali
(Sundbyvester) og
Sundby orientali
(Sundbyøster) nævnes ogsaa 1085. Disse Bynavne stamme
selvfølgeligt fra Byernes Beliggenhed ved det smalle Sund
mellem Øen og Sælland, hvor P'iskerflækken Hafn laa. Her
har saaledes været et gammelt Overfartssted; thi de to Sund
byer skilles kun ad derved, at hver havde sin Vej, som førte
ned til Sundet. Vandet har vistnok gaaet nær op til Byerne,
som mod Nord neppe strakte sig længere end til den nuvæ
rende Thingvej og dens Fortsættelse mod Øst (Frankrigs-
gade).
Thornby
, der nævnes først 11 3 5, men sikkert er opstaaet
noget tidligere, skylder sit Navn og sin Tilblivelse den Om
stændighed, at der, sandsynligvis allerede i Vikingetiden, har