45 / 238
42
om, at andre lande tra f a lv o r lig e forhold sregler. Belgien havde f . eks.
tr u ffe t karantæneforanstaltninger overfor a l tra fik fra Sortehavet og det
Asovske hav. Vi måtte også være beredt på at imødegå faren.
Det så ud t i l a t man med kort varsel kunne skaffe de fornødne indretninger
t ilv e j e , men det var hans o p fa tte lse , at offentligheden savnede de fornødne
oplysninger og derfor havde han s t i l l e t sin forespørgsel.
Det v i l l e vistnok tjene t i l b e ro lig else for mange, om borgmesteren kunne
oplyse, at to v ig tig e punkter, hvis gennemførelse i sin tid blev udsat, nu
var modnede, nemlig spørgsmålene om en desin fek tion san sta lt og en u d fly tte r
bygning. Begge dele var en v ig tig del af hele apparatet under en epidemi.
Den korte tid hvor det endnu kunne ventes at isen afspærrede os, måtte bru
ges t i l a t fremskaffe det fornødne inventar.
Da der formentlig snart blev ta le om karantæneforanstaltninger, kunne man
ikke s lå s ig t i l ro med det l i l l e Øresundshospital, hvor pladsen snart v i l l e
v ise s ig a t være for indskrænket.
Blegdamshospitalet måtte også snarest tages i brug som f i l i a l for de andre
ho sp ita ler, der var så overfyldte, a t man måtte a fv ise syge og lade dem køre
fra det ene ho sp ita l t i l det andet.
o
Skulle det i det hele taget b liv e nødvendigt at udvide vore ho sp ita ler, matte man se s ig om i tid e , "thi de store samlede Arealer, som endnu er dispo
n ib le t i l saadant Brug, slaaes Dag for Dag i Stykker".
Borgmester Fenger bekræftede, a t han for 2 år siden indtrængende havde frem-
hævet vigtigheden af at få tr u ffe t en a fgørelse om opførelsen af Blegdams-
h o sp ita le t af frygt for fa r lig e epidemier.
Denne frygt havde v is t s ig velbegrundet, id et der navnlig som fø lg e af den
ru ssisk -tyrk isk e krig havde udvik let s ig meget a lv o rlig e sygdomme, især af
tyføs natur, på krigsskuepladsen.
Efter at krigen var endt for omtrent et år siden, har der bredt s ig en k r ig sty fu s, såvel i Europa som Asien, fra de hjemsendte syge tropper.
Sygdommen er nået op t i l østersøhavnene, og har nået e t sådant omfang, at
der især i Sot. Petersborg og andre søkøbstæder har v is t s ig en dødelighed,
som også må vække bekymring i vort land.
Det har medført, at ju stitsm in is te r ie t har benyttet s ig af den myndighed
loven af
1868
giver, t i l a t anordne de samme forholdsregler med hensyn t i l
den exanthematiske tyfus som tid lig e r e med hensyn t i l kolera.
Derfor var det h e ld ig t, at v i i fjo r havde ha ft Øresundshospitalet t i l rådighed, hvor man kunne optage fle r e pa tien ter, der kom fra østersøhavnene.
Det kunne ha været f a r lig t for landet at lægge d isse patienter ind på andre
ho sp ita ler.
I øjeb likket var situationen dog mindre truende, da sygdommens arnested l i g ger langt fra os. Den ru ssiske regering har tr u ffe t a lvo rlig e fo r a n sta ltninger for at forhindre at den spredes fra det fø r s t angrebne d is tr ik t.
De tilgrænsende magter har også tr u ffe t skarpe forholdsregler for at hindre
sygdommen i at trænge ind i deres lande.
Foreløbig synes den pestagtige sygdom at være bragt t i l standsning, men af
tid lig e r e erfaring ved man, at en sådan standsning kan være af temporær natur. Det heldige re su lta t skyldtes, at der i de angrebne egne havde hersket
stærk kulde. Men når varme indtræder, kan sk ju lte sygdomme kaldes t i l liv e
igen. Man kan dog ikke berolige s ig med, at sygdommen rasede på fjerne steder, da
d isse lande nu står i anderledes l e t forbindelse med Østersøen end tid lig e r e .
Såsnart den meget betydelige sk ib sfa rt mellem København og de ru ssiske
østersøhavne, der nu finder sted med damp og derfor giver en hurtig kommuni
kation, påny b liv er åbnet, v i l faren for os vokse.
Selv om v i har en meget streng karantænelovgivning for pestagtige sygdomme,
er det ikke g iv et, at det derfor v i l lykkes at hindre sygdommens indtrængen
ad søvejen.