68 / 238
65
måtte man alligevel sikre sig ekstraordinære lokaler til brug
under en epidemi.
Hvis der ulykkeligvis skulle udbryde kolera - en mulighed som tale
ren dog ikke fandt nærliggende - havde borgmesteren til hensigt at
opføre barakker på Øresundshospitalet, ligesom Blegdamshospitalet
skulle tages i brug til kolerapatienter.
Det sidste fandt han ikke rigtigt. Havde en epidemi først bredt
sig, ville_Blegdamshospitalets 180 pladser være som en dråbe i ha
vet. Det ville være fyldt på få dage og være fordærvet i lang tid.
Det ville være utilbørligt at indlægge andre patienter før flere
måneder efter, at der havde ligget kolerapatienter.
Skulle man endelig gribe til den udvej at opføre barakker " saa
burde denne Vei følges fuldstændig og i mange Henseender hensynsløst'.’
P
Han mente dog ikke det behøvede at gå så stærkt, at der nu skulle
bruges 50.000 kr., når man på en halv snes dage kunne skaffe barak
ker til et betydeligt antal syge, bl.a. fordi kolera udvikler sig
langsomt i begyndelsen. I 1853 var der i de første 12-13 dage kun
2 tilfælde.
Det var derfor tilstrækkeligt at ha materiel til få patienter i be
gyndelsen. Det var ingen verdens nytte til, at gi 50.000 kr. ud til
barakker om hvis fremtidige anvendelse man ikke kunne gøre sig no
gen forestilling.
Han anbefalede, at man opgav tanken om først at anvende barakker og
derefter Blegdamshospitalet. Ville man benytte sidstnævnte, skulle
man gøre det sådan, at man kunne spare barakkerne (?).
Han anbefalede også borgmesteren at gå langsomt og gradvist frem,
da der i en by som København ville være tid nok til at få materiel
til rådighed.
Borgmester Borup ønskede (naturligvis!) ikke noget fællesudvalg,
for det eneste, der efter forslaget ville blive overladt til ham
at afgøre, var om der skulle anskaffes Døckerske telte eller ba
rakker. Men der ville nok ikke blive noget valg, da man måtte ta,
hvad man kunne få.
Til Lange sagde han, at ingen vidste hvor hurtigt en epidemi ville
brede sig, men det ville sikkert blive bebrejdet kommunalbestyrel
sen, hvis man i påkommende tilfælde ikke havde indrettet sig på at
møde en epidemi.
Pengene ville ikke være spildte, hvis der ingen epidemi kom. Selv
om man anskaffede 5 barakker var 20.000 kr. det højeste man risi
kerede.
Det ville være vanskeligt for forsamlingen at tage bestemmelse om,
hvorvidt lægerådets beslutninger burde godkendes. I den henseende
måtte lægerådet selv bære ansvaret.
Det der forelå var kun, om forsamlingen ville sætte magistraten i
stand til at anskaffe det nødvendige materiel.
Thomsen var blevet i højeste grad forbauset over at høre et læge
kyndigt medlem udtale, at kommunen, trods de betydelige summer der
er anvendt på epidemihospitaler, står urustet overfor en epidemi.
Lægerne havde netop hævdet, at byggede man som de tilrådede - og
det gjorde man - ville man være fuldt rustet overfor en epidemi.
Derfor var der blevet brugt langt større summer på Blegdamshospi
talet, end der havde været stemning for i forsamlingen.
Det var lægerne, der havde forceret bevillingerne op til en så
enorm størrelse, idet de stillede deres fordringer så højt, at det