Kgl.KjøbenhavnskeSkydeselskab

Den rolle - sagde han - et selskab som Det Kongelige Kjøbenhavnske Skyde

selskab og Danske Broderskab kan spille i det officielle dagligliv, ændres natur

ligt med udviklingen og tiderne, men brødrenes kærlighed til kongehus og fæd

reland er forblevet uændret og er den stærke, idealistiske baggrund, der har gjort

vort selskab levedygtigt gennem disse 650 år«.

Under stor begejstring afsløredes Jeppe Eisners portræt af dronningen, en

fanfare blev spillet, og br. Enrum sluttede: »Det er ikke ofte man i vore tider får

lejlighed dertil, men jeg vil gerne i aften på alle brødres - og - jeg er sikker på

også på alle gæsters vegne bekræfte vor kærlighed, vor hengivenhed, vor loyali

tet og vor respekt for det danske kongehus, og som en hyldest til Hendes Maje

stæt Dronningen og Hans Kongelige Højhed Prinsen, beder jeg alle rejse sig og

sammen med mig besvare et leve for det danske kongehus med et trefoldigt

hurra«.

Inden anden ret sang man den gamle sang for Skydeselskabet:

»I denne sal

hvor mangen gang

en munter sang blev sunget

blev under glade toners klang

så mangt et bæger svunget;

thi hverdagslivets slæb og slid,

og mange timer sure

blev glemt hvergang v i stævned

hid

bag disse gamle mure«.

Derefter talte formanden, prins Henrik, både vittigt, muntert og inspireret for

selskabet og sluttede med at udtale: »Så lad os samles om at drikke et mindebæ

ger for alle gamle brødre, for hvad de betød for selskabet, for deres tid og deres

land!«

Og prinsen udtrykte det håb alle tilstedeværende nærede, at »Gid vort selskab

fortsat må blomstre i deres ånd, og gid det må bestå i mange, mange år med sine

idealer og sit virke. Jeg beder alle om at rejse sig, og besvare et leve for Det kon

gelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab med et trefoldigt

hurra. —Det længe leve!« —og hurraråbenes styrke fik næsten taget til at løfte sig.

Lidt senere, før mellemretten blev serveret, fremsagde br. Piet Hein sin

smukke prolog til lejligheden, der i tre afsnit formede sig som en hyldest til Sky

deselskabet, og hvis indledende strofer til første afsnit lød:

»Jeg ventede vel en bedaget forstening,

som fortiden havde forpuppet sig i,

men fand t med forundring en frugtbar forening

a f smidige former og selvironi«

. . .

121