123 / 299
Andet afsnit begyndte:
»Vort høje selskab byder ikke nær
de samme adgangsvilkår fo r enhver
til medlemskabets mangelunde goder.
Det er en uret, at en kvinde her
må gå den omvej og ha det besvær
at blive dronning fo r at blive broder« . . .
Og i det sidste afsnit hedder det:
»Er verden løbet fra den skik at kende,
at man har rod et enkelt sted på kloden?
Nej, man er hjemmefødt til verdens ende,
men bare hvis man varigt vedgår roden«. . .
Til slut udtaler han:
»Må vi, i samklang med vor dybe fortid,
ta arven op i harmoni med vor tid,
dens muligheder og dens mene tekel,
-
og blomstre rigt i endnu mangt et sekel!«
Inden desserten blev til sidst sunget Kai Hoffmanns smukke sang for fædre
landet, hvis første vers lyder:
»Den danske sang er en ung, blond pige,
der går og nynner i Danmarks hus,
hun er et barn a f det havblå rige,
hvor bøge lytter til bølgers brus.
Den danske sang, når den dybest klinger,
har klang a f klokke, a f sværd og skjold.
Imod os bruser på brede vinger
en sagatone fra hedenold«.
Sangen sluttede med, at formanden udbragte et trefoldigt leve for Danmark.
Efter middagen henved kl. 23.30 affyredes på plænen ud for terrassen et stor
slået festfyrværkeri, som Tivolis festfyrværker havde iscenesat med dronning
Margrethes kronede monogram i midten, flankeret på siderne af de to årstal
»1334« og »1984« for at markere 650-års jubilæet. Desuden var der et pragtfuldt
fyrværkeri - vandfald, raketter, stjerner etc.
Dette festfyrværkeri, som dronningen overværede fra vinduerne på første sal,
vakte naturligvis stor begejstring både blandt brødre og gæster. Bagefter blev
der drukket kaffe, senere serveredes drinks, og man sluttede af med natmad kl.
1.30.
Det var virkelig en fest, som det 650-årige Skydeselskab havde al mulig grund
122