medlemmer hver for sig søgte at neddæmpe disse elementer blandt brødrene«.
De mere seriøse taler er et helt andet k ap ite l-nog le er gode, andre mindre gode,
men alle er de besjælet af den broderskabets ånd, som stedse har udmærket sel
skabets sammenkomster. Som eksempel på en forbilledlig nedrakningstale er
det værd at omtale den, br. Aage von Benzon holdt ved br. Paul G. Rohbecks
sølvgivning 30. juni 1965, hvori han bl.a. sagde: »Den skik at der tales tvende
gange for sølvgiver på hans festdag - første gang i den høje festsal og anden gang
i skydehuset - er ældgammel og rummer stor visdom. Thi det billede formanden
(br. Mogens Miillertz) i sin blomsterrige tale har malt af sølvgiver er holdt i de
lyseste farver: hvidt og guld - således vil det jo altid være. Derfor mente vore
fædre - højlovet ihukommelse - det højst betimeligt at sætte jordnære farver til
det første unægteligt noget sterile billede, således at billedet sluttelig kunne
fremtræde levende og menneskeligt genkendeligt.
Talen her i skydehuset benævnes almindeligvis nedrakningen. Dette er et
djærvt udtryk, der vidner om sund trang til reaktion, men betegnelsen nedrak
ning er naturligvis ganske forkert, thi ingen broder vil nogensinde drømme om
at tale onde, endsige nedrakkende ord om en anden broder. Det, der derfor her
skal siges, er ganske enkelt sandheden.
Endelig finder jeg af hensyn til gæsterne, at det er rimeligt at fremhæve, at
sølvgiver selv udpeger den broder, der skal tale for ham i skydehuse t. . .«.
Derefter gav br. von Benzon en spøgefuld, men måske lidt ironisk beskrivelse
af sølvgivers levnedsløb. Men som det sømmer sig i en nedrakningstale var to
nen helt igennem venskabelig, hverken nedladende eller ondskabsfuld, og han
sluttede: »Af min procedure som Advocatus Diaboli vil det klart fremgå, at
sølvgiver er en fremragende advokat, og at han ved det, men man vil også have
forstået, at han er en ydmyg tjener for fru Justitia, og at han stedse, om end ikke
uegennyttigt, søger retfærdighedens sejr, men tillige også dette, at han som b ro
der har tilført vort selskab store personlige egenskaber og værdier.
Under hensyn hertil foreslår jeg i min egenskab af Advocatus Diaboli, at jeg
slutter min procedure med en hyldest til sølvgiver, idet jeg opfordrer alle, der er
enig med mig heri, til at besvare et leve for sølvgiver med et trefoldigt hurra.
Skulle nogen mod forventning være uenig med mig - sagde han - ja, da kan de
jo blot undlade at deltage i den almindelige tilslutning«.
Da gæster som oftest mangler det nødvendige kendskab til Skydeselskabets
ærværdige fortid og historie, kan det undertiden være vanskeligt for dem at leve
op til den atmosfære, der er over dets sammenkomster, men som det i en vel
komsttale til dem blev sagt ved en sølvgivning i 1961, vil de forhåbentlig »mod
tage en række indtryk, hvoraf nogle må blive stående som mindeværdige«. »Den
gæst - sluttede taleren - der har fornemmet noget af det, som binder brødrene
sammen her i vort selskab, vil også have forstået, at gæsten er en del af helheden,
thi ingen kan indtræde i vort broderskab uden at have nydt gæstevenskabet i
brødrenes kreds - og lært det retteligen at kende«.
98