109 / 327
Forliget. Titan havde imidlertid først paa Aaret haft
sin
specielle Konflikt,
en Strejke i selve Fabrikkens Hjerte, i Centrifugeafdelingen, fremkaldt fordi
man vilde afskaffe Akkordarbejdet til Fordel for det daglønnede, netop det
modsatte af, hvad man havde tilstræbt i 1876, og det lykkedes kun i ringe
Grad. Og hvad angik den langvarige Lockout, saa tilskrev som bekendt efter
dens Afslutning begge de stridende Parter sig Sejren.
Men naturligvis havde de langvarige Standsninger skadet Driften paa Titan.
Det var ikke gørligt at indhente, hvad der var mistet ved henved fem Maane-
ders Stilstand i Aarets resterende syv. Og i et Bestyrelsesmøde først i Marts
1900, da Regnskabet blev drøftet, kom det til en »stormende Scene«. Mar-
strand og Helweg vilde begge konferere med Bagermester Marstrand. Uha,
sikke nogen Forhold, kommenterede Hauberg Mødet. Han kunde ellers have
en god Samvittighed, da det var Overskuddet fra Centrifugefabrikkens Drift,
der havde bevirket, at det samlede Underskud ikke blev endnu større. Paa et
Møde nogle Dage senere blev det besluttet ikke at udbetale nogen Dividende
for Aaret 1899-
Da var det den Begivenhed indtraf, som skulde bidrage til at løse, den, for
ikke at sige
d e
gordiske Knuder, en af de mest dramatiske Begivenheder i
Selskabets Historie.
Den 15. Marts udbrød der Ild paa Fabrikken, i det ny Maskinværksted, i
Tagetagen.
Der var Lager deroppe, af Støbegods og forskelligt andet. Materialforval
teren vilde om Morgenen se efter, om der var mere Isolationslak i en Tønde.
Der var mørkt paa Loftet, og hverken han eller nogen andre paa Fabrikken
synes at have anet noget om, at den Lak udviklede en eksplosiv Luftart. Han
rev en Svovlstik og holdt den hen for Spundshullet. Der lød et Brag, Tønden
blev sprængt og Lakken flød brændende henad Gulvet. Det var nærmest et
Mirakel, at Manden slap fra det med at faa Haar og Skæg svedet af. I Løbet
af et Øjeblik stod Loftsgulvet i Flammer og faa Minutter efter havde Ilden
fat i Tagværket.
Da Brandvæsenet kom med stor Udrykning, slog Flammerne ud af Taget
i hele dettes Længde af 100 Meter. Loftetagen vilde brænde, det var klart,
men man regnede bestemt med at kunne redde de øvrige tre Etager. Indtil
det viste sig, at der var for lidt Vand til at slukke med.
Det var det, som gjorde, at Katastrofen fik saa stort et Omfang, og det
var ikke Aktieselskabets Skyld. Man havde nemlig i Sommeren 1898 i en
Skrivelse til Magistraten udtrykkelig gjort opmærksom paa, hvor farligt det
104