39 / 198
- 32 -
1841, altsaa over et Fjerdingaar efter, at Foreningen var
bleven konstitueret. Det er sikkert nok, at de ovennævnte
mange Forslag, der indkom til Komitéen, havde deres Del
af Skylden for, at Arbejdet gik saa langsomt frem, men
man tager neppe fejl i, at ogsaa selve Kampen om, hvilke
Anskuelser Foreningen skulde repræsentere, har sin Andel
i, at det trak saa længe ud med Lovenes Tilblivelse. Det
blev de Anskuelser, som vilde undgaa „at lede Foreningen
hen i nogen blot ensidig Retning“, der sejrede.
De provisoriske Love bestemme nemlig som Forenin
gens Formaal: „at fremme Haandværksstandens Tarv paa
enhver hensigtsmæssig Maade ved de Midler, der maatte
staa i dens Magt“ . Man holdt sig altsaa ikke til det snæv
rere Formaal, som var Anledning til Foreningens Oprettelse,
men overensstemmende med Stifterens Hensigter udvidede
man strax dette, og de provisoriske Love bare da ogsaa
paa andre Punkter Yidnedsbyrd om, at det var Alvor, naar
man erklærede at ville „virke ogsaa paa andre Maader til
Haandværksstandens Tarv“ . Men hvad man strax slog fast
— og derved traadte man tillige i Modsætning til de andre
samtidige Foreninger — var, at det var Haandværkerne og
ingen Andre, som den nye Forening omfattede, og hvad
der skulde forstaas ved Haandværkere, udtaltes med al
ønskelig Tydelighed i den følgende Paragraf i Lovene:
„Enhver Haandværker — dette Ord er udhævet i Lovene
— som efter aflagt Prøve har vundet Mesterret, kan blive
Medlem af Foreningen, naar han anmelder sin Indtrædelse
for Formanden“ . At det var Alvor med denne Bestemmelse,
fik daværende Finerskærer
H. P. Frederiksen
at vide,
da han i 1846 vilde indmelde sig, og det i et Plenarmøde