34 / 198
- 27 -
bleven det Væsentlige, og i Sammenhæng dermed stod det
formodentlig ogsaa, at Grundbestemmelserne vare strøgne
og med dem den nærmere Præcisering af Foreningens Virk
somhed. Man var enig i det Væsentlige; Detaillerne kunde
man altid senere enes om.
Det har sin Interesse at forfølge denne Gjæringsproces,
hvoraf den endelige Indbydelse udgik som det færdige Pro
dukt. Man lærer deraf, at det tilsidst var Lavskampen, der
blev den Parole, hvorom man samledes, og at Lavene selv
blev de Kjærnetropper, om hvilke den øvrige Del af Hæren
grupperedes. Men medens det saaledes her som saa
ofte blev et aktuelt foreliggende Stridsspørgsmaal, der
kaldte Foreningen tillive, er det værd at lægge Mærke til,
at den Mand, som blev dens egentlige Skaber, strax saae
videre frem. Han søgte ogsaa her at føre sine Ideer om
Kundskabers og Oplysnings Betydning for Haandværkerne
ind i Foreningen, men fik dengang ikke fuld Frihed dertil.
Det gik ham hermed som med saa mange andre Ideer, som
hans frugtbare Hjerne til en Begyndelse kastede ind i For
eningen, men som først langt senere slog Rod, og hvoraf
nogle spirede og voxede til anselige Planter, over hvilke
man glæder sig den Dag idag. Men dengang maatte der
fires, hvis man vilde have alle Hoveder samlede under een
Hat. Der blev endda Dissens og Uenighed nok tilbage.
Derom vidner det Besvær, det udkrævede at faa. Foreningen
dannet, og de provisoriske Tilstande, hvori den henlevede
sin første Tid.
Den endelige Indbydelse til Haandværkerforeningens
Stiftelse kom derefter til at lyde saaledes: