HaandværkerforeningenKøbenhavn

i Lavene selv m. m., naar man paa rette Maade vil besvare

Spørgsmaalet, om Lavene bør bestaa eller ej. Ingen har

denne sidste Kundskab i større Grad end Haandværkeren,

„der er kommen til en fri og selvstændig Erkjendelse af

sin Stilling som Statsborger“ . Derfor foreslaas Oprettelsen

af en Forening af Haandværkere i Kjøbenhavn, for at de

selv kunne „tage Del i den Tidens betydningsfulde Dis

kussion, der skal afgjøre Lavsinstitutionens Skæbne“ .

De „Principer“ , som man, ialtfald i det Væsentlige

maatte vedkjende sig, naar man vilde være Medlem af

Foreningen, krævede, at vedkommende Haandværker skulde

have forfærdiget Mesterstykke og være Medlem af et

kjøbenhavnsk Haandværkerlav. Gjenstandene for Foreningens

Forhandlinger skulde for det Første være „ved mundtlig

Samtale at vække og opfriske de aandige Kræfter, belive

og forarbejde de Ideer om hver Enkelts og det Heles

Interesse, hvoraf en grundig Bevidsthed skulde fremkomme,

om Lavene ere gavnlige og nyttige Institutioner for deres

Medlemmer og Statssamfundet i det Hele og som saadanne

bør vedblive, eller og at deres Existens ikke er hensigts

svarende

til Tiden og derfor ikke bør taales“ .

(Udhævet i

Manuskriptet.) Som det andet Formaal maa det vel opfattes,

at „ved disse Forsamlinger attraaer Foreningen tillige at

danne en moralsk Magt, som sammenbinder Medlemmerne

til et Heelt i een Interesse, fremmer Aandskultur og Oplys

ning, saavidt hver Enkelts Stilling vedkommer, i borgerligt

Forhold til Staten, saa at den sig gjennem et friere Folke

liv fremskridende og til Velsignelse for Land og Rige selv-

stændigen blivende Erkjendelse af sit rette Standpunkt i

Staten maa lede til at stille Haandværkeren paa den Plads,