148 / 311
146
1724: »Andreas Lowson declam atione v ind icav it stu
d ium lingua rum o rien ta lium a pedan tismo« , og 1725
forsvarede h an »posita quæ dam ex ju r e natu ræ« . H an
ses at have ligget i Strid m ed en af sine M edalum
ne r, Jørgen Hatting, de r indgav Klage over ham til
Konsistorium (1724), og h an kritiserede vedho ldende
Kollegiets Efor, P rofessor F rø lu n d , hvo rfo r h an led
samm e Skæbne som sin Fo rgænger i A lumnepladsen ,
Jens Høberg. E fter sin b ra tte Bortgang fra Kollegiet
blev h an Fuldmægtig hos Hø jesteretsadvokat Hans
Ursin, blev selv Hø jesteretsadvokat 1726, Højesterets-
assessor 1758, død samm e Aar. — Lowson prises al
m indelig som en g lim rende, om end overfladisk Be
gavelse og for sin store Veltalenhed. Hans satiriske
Tilbøjeligheder, der havde vo ld t han s U lykke paa
Kollegiet, gav sig senere Udslag bl. a. i skarpe Angreb
for Betten paa hø jtstaaende P e rsone r, hvad der in d
bragte h am gentagne strenge R ep rim ande r.
J ø r g e n W e s t e r h o l t ,
født i Odense 1705, S tuden t
derfra 1722, A lumne 1725—27, skildres som en ud
mæ rk e t Begavelse med store K undskabe r i klassi
ske Sprog og i de m a them a tiske Fag, blev 1728 Rek
to r i Svendborg, m aa tte fratræde 1730 paa G rund af
uorden tlig t Levned, var en Tid R edak tø r af »Nye
læ rde T idender«, D anm a rk s ældste k ritiske Tidsskrift,
m aatte opgive denne Stilling 1738, forfaldt stedse
m ere til D rik og levede i yderste Fattigdom , u n d e r
støttet af A lm isser fra P ro fesso rer og S tuden ter, døde
1766.
P o u l M a t t h i a s B i l d s ø e ,
født 1710, S tuden t 1726,
A lumne 1727—28, theologisk K and idat 1730, samm e
Aar Rek to r i Svendborg efter W e ste rho lt, P ræ st i T ho r-
k ild strup 1736, ved G arn isonsk irken 1738, ved Hellig-