152 / 311
150
blive H erre over Ilden , efter at den havde ødelagt
16—1700 Huse og g jort 3700 F am ilie r husvilde.
D igterpræsten, den gam le A lumne Jø rgen F riis,
(S. 139), slog H a rpen ved Budskabet om B rand en ; i
»Københavns T a a re 82)« sk ild re r h a n i m alende, m en
k u n tildels smagfulde, B illeder Ildens Hæ rgen:
Forskræ kkeligt at se de gnistefulde Vinger,
Hvormed h an sig omkring paa alle K anter svinger;
h an fløj om sider op p a a kobbertakte Spir,
saa Byen h av er m ist sin Herlighed og Zir.
Gud bedre det saa sandt: de mange skønne Steder
Ser nu bedrøvet ud og græ der med St. Peder;
Han m aatte sæ tte sig med Job i Asken ned,
Han græd, og hver en T a a r’ v ar brændende og hed.
Vor F rue m idlertid i denne Kvalm og Varme
Faldt ned paa sine Knæ, Gud m aatte sig fo rb arm e;
Hun gav det sidste Suk og saa besvimed hen,
Det bliver længe til, hun komm er sig igen.
Hun faldt, og hvor man ser, alt flere sta a r og rokker,
Nu hø res Sørgelyd af Helliggejstes Klokker;
H jæ lp, Gud! er alles Ord med Skrig og Jamm ersang,
Og hver er bange for en stø rre Undergang.
Man kan paa Rundetaarn ej Sol og Maane skue,
Og Stjernens Vej er skjult i taageblandet Lue;
Ild-Stjernen b lu sser op i hv er en Kant og Vraa,
Og det er fælt at se omkring i Aabenraa.
Med »de mange skønne Steder« h en tyd e r D igteren
bl. a. til sit gam le Kollegium. Da F lamm e rn e havde
udraset, va r saa godt som alle St. Pederstræ des Huse
n edb ræ nd t til G runden ; saa let v a r det im id lertid
ikke at faa Bugt m ed Valkendorfs Kollegiums æ rvæ r