249 / 264
240
foreslog, a t D ispensator skulde have et H ono rar af
150 Rdl. aarlig, »men D irektionen foreslaar tillige, a t
det maa paalægges D ispensator, a t han til enhver Tid
m a a tte have sikret sig en anden F arm aceu t, hvis Valg
D irektionen m a a tte approbere, der i Tilfælde af Syg
dom eller and et lovligt Forfald af D ispensator va r be
re d t til a t udføre hans Forretninger. Det har til en
kelte T ider væ ret forbundet med Vanskeligheder for
D irektionen under saadanne E ven tu a liteter a t faa
D ispensationen besørget, og med det Antal farm aceuti
ske K and idater, der altid findes i Hoved staden , mere
eller m indre disponible, anser D irektionen det ikke
vanskeligt for D ispensator altid a t kunne sikre sig en
paalidelig S ted fo rtræder, naar Omstændighederne gjorde
det nødvendigt. Den nuvæ rende D ispensator har og-
saa, om endskønt han i Begyndelsen gjorde Vanskelig
heder i dette P u n k t, paa D irektionens bestem te For
langende endelig erklæ ret sig villig til a t gaa ind herpaa,
foreløbig for et Aar.«
Den Vio 1863 tra a d te denne Ordning med Hensyn til
Veterinærmedicinen i K ra ft, og skønt den i Realiteten
er forladt, synes den aldrig a t være formelt ophævet.
Det var ikke saa underligt, a t O rtm ann nødig var
gaaet ind paa selv a t skulle sørge for V ikar under Syg
domsforfald, og det varede da heller ikke længere end
til den 4/io 1863, inden han søgte om en Forandring
heri, men D irektionen vilde i den Anledning ikke und
lade a t tilkendegive ham , »at vi ikke finder Anledning
eller Grund til a t søge udvirket nogen Forand ring i
In ten dan tu ren s ovennævnte Bestemmelse, ligesom vi
ikke skulle undlade a t gøre Dem opmærksom paa, a t