12 / 135
OM KØBENHAVNS VANDFORSYNING
INDTIL 1812.
Af P rofessor, K redslæ ge H. A. N ie lse n .
D
e n
Storstadsudvikling, som København i de sidste 50 Aar har gennemløbet,
har ganske naturligt sammen med de mange andre Institutioner og Ind
retninger til bedste for de paa begrænset Omraade levende og arbejdende
4—500 Tusinde Indbyggeres Trivsel og Sundhed medført Nødvendigheden af
en forøget og forbedret Vandforsyning. Særligt denne Side af Byens Udvikling
i sanitær Henseende har haft store Vanskeligheder at kæmpe med i tidligere
Tider, fordi Byens i andre Henseender saa gunstige Beliggenhed i Retning af
god Vandforsyning har været særlig uheldig; der er i dens rimelige Nærhed
hverken nogen større Sø eller Flod ej heller større naturlige Kilder, og selve
den Grund, livorpaa Byen staar, er kun for en ringe Del gammel Højjord, den
største Part er oprindelig lav, sumpet Enghund, som i Tidernes Løh er bleven
opfyldt med Affald fra Beboelsen paa Højlandet; derfor var ogsaa, som det
senere i korte Træk skal vises, kun den aller ældste Bydels Brøndvand for
svarligt godt, medens de uden for disse Højlandets Grænser liggende yngre
Bydeles Brøndvand gennemgaaende var daarligt.
Og da for 50 Aar siden den Centralvandforsyning, hvis nuværende Ordning
dette Skrift har sat sig til Opgave at give en velfortjent Skildring af, som en
tvingende Nødvendighed førtes ud i Livet, var man i Hovedsagen henvist til
som tidligere at skaffe den fornødne Mængde Vand tilveje ved at opmagasinere
i den tildels kunstigt dannede lille Damhussø ikke blot Afløbet fra Søens noget
fjernere Opland men ogsaa fra Oplandet i Byens Nærhed og saa siden, inden
Distributionen, rense det ved Filtrering. Men det var alt da den i viden
skabelig og praktisk Henseende saa højt fortjente senere Stadsingeniør Coldings
store og lykkelige Tanke, støttende sig til Forchhammers Antagelse af et vand
førende »Grønsandslag« over Kridtet, som mentes at strække sig fra Kjøgebugt
op mod Odsherred, og i hvilket Lag Boringer ved Thostrup-Valby havde givet