KøbenhavnVandværk

VANDVÆRKETS GEOLOGISKE OG HYDROLOGISKE UNDERSØGELSER

dalen paa dennes nederste og dybeste Del nærmest Stranden indtil ca.

1/2

Mil

fra denne — altsaa i Egnen omkring Pile Mølle — idet Istidens øvre løse Jo rd lag

her hviler umiddelbart paa Skrivekridtet. Da Dalens Retning falder sammen

med Isbevægelsens Retning under den sidste Istid, antages det, at det dækkende

maaske forholdsvis tynde Lag Saltholmskalk her er blevet bortfjernet a f Isen,

der derefter har kunnet udpløje sig en dyb Rende i det bløde Kridt.

Over Saltholmskalken har Istiden aflejret sine Dannelser, hvis Grundlag

udgør det stenede Moræneler, der jo særlig kendetegnes ved, at al Lagdeling

mangler, ligesom der ikke findes nogen Sortering efter Kornstørrelse, idet store

Vandreblokke er allej rede Side om Side med line Lerpartikler, ganske modsat

af, hvad der finder Sled, naar det er Vandet, der besørger Materialtransporten.

Som bekendt antager man, at der har været mindst to Istider med en mellem

liggende Interglacialtid, i hvilken Vandet fra Isens Smeltefloder har udslemmel

og sorteret Moræneleret i Sten, Grus, Sand og fint Ler og atter aflejret disse,

efterhaanden som Vandels Hastighed aflog. Ved Vekselvirkninger a f Isen og

Vandet, ved Svingninger i Isens Udbredelse, ved Israndens Frem- og Tilbage

rykninger er det forslaaeligt, at Istidens Dannelser ofte viser meget uregel

mæssige Lejringsforhold. Medens den typiske Lagfølge skulde være: 1) Øvre

Moræneler, 2) Lagdelt Diluvialsand (med underordnede Lag a f stenfrit, lagdeil

Ler og smaa Gruslag), 3) Nedre Moræneler og derefter 4) Saltholmskalken,

træffes i mange Tilfælde kun et Lag Moræneler, hvilende enten umiddelbart

paa Kalkstenen eller paa et mer eller mindre tykt Gruslag, der ligger ovenpaa

Kalken. Saadanne Lejringsforhold vil ogsaa i Hovedsagen genfindes paa de

nedenslaaende geologiske Længdeprofiler langs nogle a f Vandværkets Vand

indvindingsanlæg.

Betragter vi nu disse geologiske Aflejringer fra Synspunktet om deres

Evne til at træde i Vandforsyningens Tjeneste, maa man skelne mellem vand

førende og vandstandsende Lag.

Til de første hører som bekendt de grov

kornede Jordarter med store Porer, hvorigennem Vandet let kan bane sig Vej,

eller faste Stenarter med Spalter og Hulrum. Til de vandstandsende Lag, der

yder stor Modstand mod Vandets Bevægelser, hører navnlig de fede Lerarter,

del tætle Skrivekridt og den spaltefri Saltholmskalk. Naar Nedbøren følgende

Tyngdens Love synker ned igennem Istidens Moræneler og Sandlag, naar den

omsider ned til Saltholmskalkens og Skrivekridtets tætte, stærkt vandstandsende

Lag, der tvinger Vandet til at ophobe sig derover, og den lodret nedadgaaende

Bevægelse erstattes da a f en Bevægelse ud lil Siderne, stærkest der, hvor Lagenes

Modstand mod Vandets Bevægelse er mindst. Vandet naar derved omsider

tilbage til det laveste Vandspejl — Havet, for paany at fordampe herfra, for-

tættes i de øvre Luftlag og alter, følgende sit stadige Kredsløb, at falde ned

som Begn. A f de blaa Vandrejsningskurver paa den bag i Bogen indheftede Plan