134 / 226
saa blev udbetalt af mig om Fredagen. Det tjener til mine Kollegers
Ros, at de ikke vilde staa nævnt paa den hektograferede.
Grundet paa Forholdene havde jeg overtaget Lock-out Regnskabet,
medens Kassereren, Valdemar Andersen, havde en dejlig Tid. For na
turligvis kunde ingen Understøttelser udbetales før Kontingent-Restan
cer og Beløb for modtagne Maskerade-Billetter var trukket fra; —
Kassereren saa pludselig, at alle hans allervanskeligste Debitorer var
gældfri.
For mig var det en interessant og udviklende Tid, den jeg tilbragte
adskillige Gange — baade Dage og Nætter — ved de store Møder i
Rømersgade. Ogsaa her optraadte ganske vist alle de ligegyldige og
trættende Mennesker, der absolut skal snakke med, naar de ser en
Talerstol; men Jens Jensen, Martin Olsen, Peter Knudsen og Lyngsie
var baade gode Talere og Førere at være Soldat under, og de havde
Evnen til at sætte ind paa de rigtige Steder og faa bremset Vrøvlet,
som dominerede ogsaa andre Steder end der, hvor jeg kom fra.
Og hvor husker jeg dog Dagen, Natten og Morgenen, da vi, Skor
stensfejernes og Hattemagernes Formænd og jeg, der vel grundet paa
vore Fags Lidenhed, plejede at holde sammen, vi sad nu i Morgen
lyset paa Jærntrappen mod Rømersgade og trak frisk Luft og ventede
paa Afstemningsresultatet om Septemberforliget, — om det blev ved
taget eller forkastet? V i havde været til Møde fra den foregaaende
Dags Formiddag Kl. 10, og nu var den lige ved 6 Morgen, og vi trængte
saadan til Morgenkaffen. Saa gik vi op igen i Salen, og lidt efter kom
Resultatet: Vedtaget! — og en vild Tømrer, bistaaet af en Murer,
sprang op paa en Bænk og raabte: »Nu sprængtes de samvirkende!« —
og jeg skyndte mig hen paa Nørregade og tog Pudsetøjet, for Bageren
skulde have pudset indvendig.
Min sidste Aften i Glarmestersvendenes Fagforening var ved Gene
ralforsamlingen den 26. September 1899, hvor jeg aflagde Beretning og
Lock-out Regnskabet. Det viste sig, at Fagforeningen fra »de sam
virkende« havde modtaget 300 Kr. mere, end den havde indbetalt.
Ved Valget af min Efterfølger maatte jeg anbefale Surland, som
saa mange Gange i Aarets Løb havde forsøgt at spænde Ben for mig;
— der var ingen bedre.
Til Slut rejste Forsamlingen sig til min Ære og raabte Leve for
mig ; — den Ære var ikke vist nogen af de tidligere Formænd.
Carl Møller.