S_DanskeSølvarbejder

ROCOCO

t i l e n

i Sølvarbejderne fra denne Periode (c. 1740—1785) virker ved hele sin Art som direkte

Fortsættelse at den toregaaendes: det er de samme Kaffekander, Thepotter, Sukker- og Peber-

bøsser, Sukkerdaaser o. s. Ir. i buget og »knækket« Arbejde; men Knækkene eller Ribberne for

løber nu ikke mere radialt, de vrider sig i svejfede Linjer ud over Fladerne og frembringer

derved en ejendommelig, uregelmæssig og dog rytmisk Leddeling af disse, der er overmaade

typisk for Rococostilen. Olte har Genstandene ingen anden Ornamentik end disse vredne Ribber;

ikke sjælden forekommer dog ogsaa virkelige drevne Rococoornamenter sammen med disse,

men altid underordnende sig Hovedformen og saa at sige voksende frem af denne. Blandt de

historiske Stilarter paa Sølvarbejdernes Omraade er der vel næppe nogen, der bedre end Ro-

cocoen udtrykker den fuldstændigste Enhed af Form og Stof, idet Ornamentikken udgør en

organisk Helhed med disse; Ornamenterne følger ypperlig Formen af Korpus, og alle de svej

fede og bugede Linjer giver Arbejderne en ejendommelig Blødhed i Konturen parret med Kraft

og Spænstighed.

Paa adskillige, især mindre Sølvarbejder (Snusdaaser, Hovedvandsæg o. 1.) ses ingen Knæk,

men blot det typiske skæve Rococoornament i Relief, stundom som Cartouche, stundom dæk

kende hele Fladen, oftest kombineret med en ret naturalistisk Blomsterornamentik, sjældnere

med figurlige Fremstillinger. Dette usymmetriske Ornament er som bekendt indvandret fra

Frankrige, hvor det særlig er udformet i 1730’erne af Meissonnier; dels tilsyneladende Lune

fuldhed og Vilkaarlighed maa især ses i Sammenhæng med den Smag for Østasiens Porcelæns-

og Lakarbejder, der mere og mere kom paa Mode. Denne svejfede og bugede Smag havde saa

dybe Rødder i det 18. Aarhundredes hele Aandsretning, at den især paa Kunsthaandværkels

Omraade holdt sig længe efter at den ny antikiserende Retning havde rejst Hovedet; ja dens

Efterdønninger spores helt ned i 1790’erne. — løvrigt er Rococostilen naturligvis i sin sidste

Levetid stærkt præget af de nyklassiske Strømninger, der eller 1770 gjorde sig kraftigt gældende

i den dekorative Kunst; der gives mange Overgangsformer, og det er ofte maaske noget vi 1-

kaarligt, om en og anden Genstand er anbragt i nærværende eller i det følgende Afsnit (Louis

16.-Stilen). Forholdet kan f. Eks. iagttages meget tydeligt for Hovedvandsæggenes Vedkommende:

i Rococoens Blomstringstid har deres vredne og bugede Former et ejendommeligt Sving, som

efterhaanden taber sig, jo længere man kommer ned i J iden mod Louis 16.-Stilen; de yngre

Rococohovedvandsæg er nok bugede, men paa en mere tam og symmetrisk Maade; Rocoeo-

ornamenterne har ikke samme kraftige Sving, og sirlige Blomsterguirlander trænger sig mere

og mere frem mellem dem. Andre Overgangsformer mellem Rococo og Louis 16.-Stil, som

staar nærmere ved denne sidste, vil findes i næste Afsnit.

Blandt Genstandene er der særlig Grund til at fremhæve den store Mængde Hovedvandsæg,

der er bevarede fra denne Tid, hvad der maa hænge sammen med, at Brugen at Lugledaaser

i Løbet af 18. Aarh. trængte igennem ogsaa i de lavere Samfundslag, hos Smaaborgere og Bønder,

hvor de hidtil ikke havde været kendte. Ogsaa Snusdaaser af Sølv var almindelige. Kaiakleristisk

for Tidens Overklasse er et Toilettegarniture som Nr. 456 62. Blandt Smaasagei ne ei dei endnu