Han er husvant i Flertallet af Europas Museer og har
der opmæ rk som t stude re t gamme lt og nyt. Han har kum
net belære Deltagerne i en Kongres af kommunale Embed s*
mænd om FontainebleamSkovens Be tydn ing for fransk
Malerkunst og har v e d under en K r itik af G ly p to t e k e ts
franske Skulpturer at efterlyse Rod in g iv e t S tød e t til de ts
Anskaffelse af denne Kunstners Værker.
Jeg havde den L y k k e a t blive indbud t til a t være hans
Ledsager til Verdensudstillingen 1900. Han var en v idum
derlig Rejsefælle. Levende in teresseret af alle de Skatte,
Udstillingen og Museerne v is te os, beundringsværdig v e d
sin hurtige Op fa tte lse sevne af de m e s t forskelligartede
Værdier, sin skarpe, kritisk p røvende Intelligens. Ikke m im
dre beundringsværdig v e d sin Udholdenhed. A ldrig træt,
endnu fu ldkommen spænstig, naar han, efter a t v i havde
hørt »Louise« eller en anden Opera, ud paa Na tten , da
Elevatoren var stanset, sto rmede op ad Ho te lle ts mange
Trapper.
En Dag besøgte v i den s tø rste Mønthandler i Paris,
Rollin v e d Square Louvois. Mindes jeg ret, var d e t nogle
til Eubæa henlagte Mønter, Gu stav Philipsen paa stod var
h jemmehørende i Makedonien. Franskmanden protesten
rede med et overlegen t Smil, Bestemmelsen var s k e t efter
d e t sidste Katalog fra British Museum. T r e v en t fulgte han
en Opfordring til a t hente Bogen; naturligvis havde Gu*
s ta v Philipsen Ret. Med den d y b e s te Ærbød ighed fulgte
den helt forbløffede Mønthandler Gustav Philip sens Uds
pegen af andre fejlagtige Bestemme lser og jeg følte mig
helt s to lt paa Landsmandskabets Vegne.
9