72 / 413
62
Gadernes Urenlighed og Brolægning.
vilde være sket, hvis hine Folk gik; det var derfor, Herman v. Bre-
menfeldt i »Republiken« (2,9) fremkom med følgende Forslag: »Saasom
man hører Folk dagligen at klage over Gadernes Urenhed, men altid
forgjæves, efterdi de Betjente, som Omsorg er overdragen til deres
Renholdelse, ikke med Iver af Øvrigheden blive tilholdne saadant at
efterleve, saa haver jeg efter megen Hovedbryd en udfundet et sikkert
Hiddel, hvorved denne Uheld kan hæves, og det ved en eneste An
ordning, som er denne nemlig: at Magistratens Fruer og Døtre stedse
skulle være forbundne at gjøre Visiter til Fods udi Tøfler og perle
farvede Silkestrømper. ■ Naar saadan Anordning skede og den samme
blev nøje haandhævet, ville vore Gader, som nu omstunder alle indtil
gemene Skriverkarle og lumpne Lakejer krympede sig ved at betræde,
blive saa rene«. For den Mode, at man kun maatte gaa med Sko
om Sommeren, var det ogsaa højst ubekvemt at gaa; »i gamle Dage«,
siger Jeronimus i »Maskeraden«, »tog man derimod Støvler paa i
vaadtFøre«. I den .ældste Udgave af »Barselstuen« (
2
, 7) siger Else
Skolemesters: »Gadernes Urenhed er saa stor, at den ikke kan for
tælles, afmales eller beskrives«.
' Med Hensyn til Gadernes Brolægning gjaldt endnu Forordningen
a t 21. Maj 1680, efter hvis Bud Byen paany var bleven brolagt, og
det navnlig paa den Maade, at der blev lagt Rygstene midt paa Ga
den, saaledes at der var Fald til Rendestenene til begge Sider; der
ved blev disse store Stene ofte det eneste rene Sted paa Gaden, hvor
man kunde gaa, medens det Øvrige var helt opfyldt med Snavs. I
»Det lykkelige Skibbrud« (
2
,
1
) fortæller Henrik, hvorledes han blev
forfulgt af to Jean de Francer med nøgne Kaarder, »men som de løb
efter Takten paa de store Stene for ikke at bestænke deres sviklede
Strømper og jeg løb udi Skarnet allevegne, hvor jeg fandt Gjenvej,
kunde de ikke naa mig«. Brolægningen paahvilede Beboerne, enhver
udenfor sin Grund til Gadens Midte, men det var nu ikke mere som
tidligere, at enhver selv maatte skaffe Brolæggere, nu skulde Byen
ved egne Folk sørge derfor, men ligne Udgiften paa Grundejerne.
Tilsynet med Gadernes Renholdelse paahvilede Gadefogderne, der
hver havde sin Del af Byen, hvor de hver Morgen ved Daggry skulde
gaa langs Gaderne med en Træskralde, hvormed de advarede Folk
om at feje paa Gaden, saa Vognene strax kunde optage de samlede
Dynger.
Det ældre Paabud, at Urenligheden skulde bortføres af Vogn-