89 / 206
82
F O R S Ø R G E L S E S V Æ S E N E T
FATT IGFORSØRGEL SEN
I Tilknytning til Bestemmelsen i Grundlovens §
84 udtales det i Fattiglovens §
1
, at »det offentlige
er pligtigt til at komme enhver til Hjælp, for saa
vidt og saa længe han ikke er i Stand til at for
skaffe sig og sine det nødvendige til Livets Ophold
eller til Kur og Pleje i Sygdomstilfælde, dog imod
Erstatning a f den eller dem, hvem det paahviler at
forsørge eller understøtte den paagældende«.
Modtagelsen a f Fattighjælp har for Modtageren
følgende Virkninger:
Valgret og Valgbarhed til de lovgivende og kom
munale Forsam linger fortabes; Erhvervelse a f F o r
sørgelsesret i en Kommune afbrydes; den under
støttede undergives Fattigbestyrelsens Tilsyn og Myn
dighed, herunder i visse Tilfælde ogsaa en Straffe
myndighed; en Mand mister i 5 Aar Retten til at
indgaa Ægteskab uden Fattigbestyrelsens Sam tykke;
Fattighjælp kan efter visse Regler hjemle den træn
gendes Hjemsendelse til hans Forsørgelseskommune
eller, hvis han er Udlænding, til Hjemlandet; ingen,
som har oppebaaret Fattighjælp, Sygehjælp dog und
taget, i de sidste 5 Aar, kan erholde Alderdoms
understøttelse.
For at mildne herpaa indeholder Fattigloven
en Række Bestemmelser om, at Hjælp i visse
Trangstilfælde ikke medfører de nævnte V irk
ninger.
Dette gælder saaledes Udgifter til Læge,
Jordemoder og Begravelse (Fattiglovens § 44); end
videre Hjælp til blinde, døvstumme, Idioter, sinds
syge, Epileptikere, vanføre, lemlæstede, tuberkuløse,
skrofuløse og Lupuspatienter, naar de paagældende
er anbragt paa Statsanstalter eller paa dertil a f Sta
ten godkendte Anstalter eller a f en saadan Anstalt