12 / 85
tion, at han opgav Ha abe t om at debutere, fordi han savnede
»det M o d og den Aandsnærværelse, som er s a a aldeles nød
vendig ved al offentlig Fremtræden.« Indrømmelsen er morsom,
na a r man erindrer, at han fa a Aar senere va r Byens mest om
talte Fo rg rundsfigur. Alligevel vedblev han at sværme omkring
Te atret: Han fik opført tre Oversættelser fra Fransk, va r ulyk
kelig forelsket i Byens friskeste Skuespillerinde Jomfru Louise
Petersen — gamle Fru Phister, der døde i 1914 — og søgte
uden Held Stillingen som Økonomiinspektør.
Samtidig med, at Carstensen begyndte sin journalistiske
Virksomhed, indtraf den Fo rand ring i mange Livsforhold, der
karakteriserer Aarene efter Christian den Ottendes T ronb e sti
gelse. Carstensen blev den, der ivrigst slog de gamle, tunge
Byporte op mod Europa. Hans Fo retagender blev b a a re t frem
af den økonomiske Opg ang og af Folks naturlige T r a n g til at
more sig efter Forsagelsens Aar. Han sluttede sig ikke til den
bestaaende Presse — kun 18 Dages Deltagelse i Ledelsen af
Nyhedsbladet »Dagen« var nok til at gøre ham træ t af re d a k
tionelle Sædvaner — men startede sin egen »Journal« under T it
len »Portefeuillen«, et literært-artistisk Skrift for Bourgeoisiet,
et Salonblad, der snart skød Ham og blev til »Figaro« for i
1844 at ende som »Ny Portef euille«. Det var ikke alene T it
lerne, han laante fra Paris, men Tonen og meget af Indholdet.
Dog, hvor uoriginal den redaktionelle Ledelse end var, betød
disse Blade alligevel et F remskridt i journalistisk Henseende og
vakte Konkurrenternes Misundelse ved deres brogede Indhold
og den Sans for det aktuelle, de røbede. Te a te r-Nyhed srub rik
ken i vore Dages Presse nedstammer fra disse »Journaler«,
som ved Siden af Carstensens let læste Artikler, forøvrigt mest
Oversættelser, indeholdt vægtige B idrag fra Oehlenschlagers,
Hertz’ og H. C. Andersens Pen. Men n a a r Carstensen op traad te
som Kritiker, gik Heiberg stæ rk t imod hans Domme og hæ f
tede i sine »Intelligensblade« Ordene »Nullitet« eller »forløben
Literatus« ved hans Navn. Folk morede sig imidlertid over den
uhøjtidelige Maade, p a a hvilken »Figaro« betragtede Fru Hei-
bergs Kunst — derfor faar Carstensen mangt et Hug i hendes
»Erindringer« — og Damerne læste med Begærlighed, hvad
»Journalen« om Søndagen fortalte om Udlandets Overfladeliv,