103 / 199
9 4
KOMMUNEHOS P ITALETS FO R S K E L L IG E A FD E L ING E R
lerne var yderst tarvelig og uhyggelig. Dette gjaldt især Cellerne i
Stueetagen, hvor der kun var et lavt og bredt, højtsiddende Vindue,
saaledes som man dengang brugte det i Cellerne paa Sindssyge
anstalterne og endnu ha r det i Fængslerne. Vinduet var forsynet
med tynde Jernsprosser, derimod ikke med Jernstænger, og Bryst
ningen var afrundet, for at Patienten ikke skulde kunne krybe op i
Vinduet. Vinduerne kunde nok aabnes til Udluftning, men af Sikker
hedshensyn ventileredes kun gennem Trækruder. Cellerne ovenpaa
fortjente paa en nær næppe dette Navn, idet der var Vinduer af
almindelig Størrelse (dog lidt høj Brystning) og af almindelig Kon
struktion; det var nemlig Meningen, at der her skulde behandles
mindre farlige Patienter (man havde nærmest tænkt paa Krampe
patienterne), hvorfor man ansaa særlige Sikkerhedsforanstaltninger
for overflødige. Det viste sig imidlertid, at det blev nødvendigt ogsaa
at anvende 1. Sal til urolige Patienter, og der blev derfor i 1868 an
bragt mindre Ruder og Jernsprosser i Vinduerne paa »Salen« og
anskaffet Skodder, der lukkede for de nederste 3/4 af Vinduet, saa
at Sikkerheden blev omtrent som nedenunder. Da disse Skodder i
Reglen sad for, tabte »Salen« derved det mere hyggelige Præg, den
havde haft fra først af. Korridorerne havde store Vinduer, men især
i Stuen med høj Brystning.
Cellernes Dimensioner var, som Afdelingens nuværende Enevæ
relser, 4,3 m i Højde, 5,4 m i Dybde og 2,4 m i Bredde. Korridorens
Bredde som nu 2,8 m.
Udstyret var det tarveligst mulige. Naar Patienten var isoleret,
maatte ofte alt fjærnes, eller Patienten beholdt kun en Madras (som
det af og til kan forekomme endnu), ellers stod der midt paa Gulvet
en Seng. Nogle af disse var polstrede, læderbetrukne »Spændesenge«,
som var fastskruede i Gulvet og indrettet til at Patienten, iført Tvangs
trø jen ,1) kunde indskrænkes yderligere i sine Bevægelser ved udfo-
rede Remme om Arme og Ankler samt tværs over Brystet. Hos rolige
Patienter anbragtes et Sengebord og en Stol. Korridorerne tjente som
eneste Opho ldsrum for de oppe gaaende og var forsynede med nogle
spartanske Stole og Borde. Gardiner fandtes ikke. Til Udstyret hørte
ogsaa et Par »Krampekasser«, polstrede og læderbetrukne Kasser
af c. 2 m ’s Længde, 1 lille m ’s Højde, som stod næsten lige paa
Gulvet, hvortil de var fastgjorte. De var ret praktiske, men ikke
smukke, og at stethoskopere en Patient i en Krampekasse, var en
vanskelig gymnastisk Opgave.
Opvarmningen foregik ved Varmekamre, der var fælles for Stuen
x) T v a n g s t r ø j e n
v a r e n
v i d T r ø j e m e d m e g e t l a n g e ( l 1/ * — 2 m ) Æ r m e r , i h v i s M a n
c h e t t e r v a r f a s t g j o r t l a n g e S n o r e . D e n l u k k e d e s i R y g g e n m e d B æ n d l e r .