108 / 199
KOMMUNEHOS P ITALETS FO R SK E L L IG E A FD EL ING ER
9 9
og for at hindre, at Patienten krøb ud afTvangen, hvad der nok kunde
lade sig gøre. Tvangen forhindrede ganske vist Selvbeskadigelser, og
nogle Patienter faldt hurtigt til Ro. Tilhængerne af Tvangen frem
hævede, at Patienterne lettere opgav Kampen mod den livløse Gen
stand end mod levende Opsyn, og at denne ikke fristedes til at mis
handle Patienten, ligesom den sparede paa Patientens Kræfter ved at
indskrænke hans Bevægelser. Dette var sikkert heller ikke helt urig
tigt, men nogle Patienter blev ved at kæmpe mod Indskrænkningen,
og de havde dog vist snarest Skade deraf.
løvrigt anvendtes Trøjen ogsaa som »løs Tvang«, hvorved Armenes
Bevægelser blev indskrænkede, medens Patienten ellers kunde gaa
frit om i sin Celle, naar Patienterne var voldsomme eller vilde mu-
tilere sig selv, men ikke særligt urolige.
løvrigt anvendtes naturligvis beroligende Medikamenter i stor Ud
strækning. Bade spillede, skønt man ikke var blind for deres bero
ligende Virkninger, derimod ingen Rolle, væsenligt fordi Badeind
retningen var saa tarvelig, et lille daarligt Badeværelse i Kælderen
for hele Afdelingen. (En Tid var der dog et ganske lille Badeværelse
med 1 Badekar paa 1. Sal ved Thekøkkenet.)
Mænd og Kvinder holdtes fuldstændigt adskilte, idet ligesom nu
Kvinderne var anbragte paa 1. Sal, Mændene i Stue og Kælder (her
kun Alkoholdeliranter).
En skarp Adskillelse mellem rolige og urolige gennemførtes ikke,
om man end naturligvis søgte at samle de urolige paa samme Gang.
Afdelingens Tilstand var næppe saa slem, som man maaske vil
forestille sig efter denne Beskrivelse. Dette beroede for en Del der-
paa, at Patienterne almindeligvis meget hurtigt blev overflyttede til
St. Hans Hospital, saa at der sjældent var ret mange urolige paa
samme Tid. Der holdtes fra Administrationens Side paa, at Over
flytningen skulde ske hurtigt, og at en egentlig Behandling ikke
maatte foregaa paa Kommunehospitalet. Dog var der naturligvis en
Del ogsaa af de egentlige Sindssyge, der helbredtes paa Afdelingen
eller gik til Hjemmet, men det kan ikke nægtes, at Afdelingen havde
Karakteren af en Detentionsanstalt, som den af og til benævnedes,
og ikke egnede sig til Opholdssted for rolige Sindssyge. Naar mange
af disse dog senere uden Bitterhed, ja med venlige Følelser, tænkte
tilbage paa deres Ophold, skyldtes det mest Professor Gædekens
humane, kloge og vindende Personlighed.
Om Nerveafdelingen er der ikke meget at berette. Patientbestanden
var for Lægerne mere interessant og for Sygeplejerskerne mindre
opslidende, end den nu er, idet Overfyldningen med meget svære
Tilfælde, især Apoplexier, ikke var saa fremtrædende som nu. Der