168 / 411
1 6 0
Overtro.
Den gamle G'unild i »Barselstuen« slog Øjet ud paa Folk for 6 Skil
ling, og da liun var hillig, havde hun desmere Næring (5, 3).
A l den grove Overtro, som man nu opsamler Oplysning om ude
paa Landet i gamle Sagn, er fremstillet i »Uden Hoved og Hale«,
der foregaar i Kjøhenhavn, men det er følgelig ikke Holbergs Mening,
at denne Overtro var almindelig hos a lle ; det er sikkert mange Træk
fra Landet, ogsaa fra Norge, der her er samlede; Troen paa Varulve,
Hexe paa Bloksbjerg og deslige var ikke mulig hos den oplyste Del
af Befolkningen. Derimod er saadan mere uskyldig Overtro som For
varsler, der aldrig vil forsvinde af Menneskeheden, mere naturlig. I
»Didrich Menschenschreck« (Sc. 8) fortæller Jeronimus, at han
havde mærket et Sting i sin højre Taa, »og saa ofte det forbandede
Sting kommer, er jeg vis paa Fortræd«.
I »Uden Hoved og Hale«
(1, 3) siges, at den, der finder en afbrudt Synaal om Morgenen,
førend han har læst sin Morgenbøn, faar enten Hug eller onde Ord,
ligesom en Ugle paa Taget tydede paa Ulykke (3, 9).
Sol- eller
Maaneformørkelser er ogsaa uheldsvangre, som naar Jeronimus i »Eras-
mus Montanus« (3 ,5 ) siger: »Der sker aldrig Formørkelse, uden den
har noget at betyde. Da sidste Formørkelse skete, syntes-al Ting at
være vel, men det varede ikke længe, thi 14 Dage derefter fik vi Ti
dende fra Kjøhenhavn, at der var paa engang 6 rejicerede til Atte
stats, alle fornemme Personer, og blandt dem 2 Provstesønner«.
Det er farligt at forandre det Navn, man har faaet i Daaben,
derfor siger Jeronimus i »Erasmus Montanus« (3, 4 ) : »Jeg har kjendt
mange, der har forandret deres kristne Navne, men det har aldrig
gaaet dem vel i Verden. Jeg kjendte en for nogle Aar, der var døbt
Per, og vilde siden forny sin Mynt, da han var bleven til noget, og
lod sig kalde Pejter, men den Pejter kom ham dyrt nok at staa, thi
han brød sit Ben og døde i stor Elendighed. Vorherre taaler ikke
saadant, Hr. Foged«.
. Det ansaas derfor for ugudeligt at forandre gamle Skikke, der
havde nogen Forbindelse med kristelige Højtider. Magdelone i »Jule
stuen« (Sc. 7) er fuld af gammeldags Ærbødighed for Julestuers
Hellighed; hvis Jeronimus ikke holder dem, vil Naboerne tænke, at
han og hans Familie er kommen af Troen og se dem an som Tyrker
og Hedninger. »Hvordan gik det ikke Kristoffer von Bremen, der
altid lo , naar hans Kone bragte Helligtrekongelys ind paa Bordet.
Manden var saa frisk som en af os, men ret som han stod og fæstede