74 / 99
E fte rtid e n Forstaaelsen af, a t det var K a rak teristikk en , ikke
Ly rikken, som var det bærende i vore Dages Skuespilkunst.
F remmede fængsles især a f F rederik Jensens M icawber, som
de synes giver et morsom t in te rn a tio n a lt U d try k for den
berøm te F igur.
Kom iske eller alvorlige —kyniske eller godmodige Ansigter
titte r frem overalt fra de gamle rødmalede Vægge, Billeder, der
ofte bedre end Ord giver N u tid en et Begreb om K unstnerens
Personlighed, hvad en ten det viser ham p riv a t eller i en Rolle.
„Skuespilleren er T idens K rønike i ko rt Begreb“, siger H am let.
B land t Genstande, som især fanger In teressen, er Saksen, h v o r
med „Lyse-Accomodeuren“ i det a tten d e A arhundrede „snød“
Rampens osende Tæ llepraase —hvis det var nødvendigt, end
og m id t under Spillet. Tho rvaldsen døde i det kgl. Thea ter.
Sædet fra hans P lads fortæ ller om beskedne Forhold i F y rre r
nes Hofparket. I O rkestret sta a r et gammelt K laver med D i
rig en tpu lt, som i henved hund rede Aar var M id tp u n k te t i det
kgl. Kapel. D e t har oplevet Syngespillets og Operaens H isto
rie i D anm a rk gennem tre Generationer. F ra det dirigerede
Claus Schall „Don J u a n “, medens M ozarts Enke sad i P a rk e t
tet, og fra det slog han an til O uvertu ren til „Jæ gerb ruden“—
et frisk t Nodehefte, Carl M aria von Weber havde h a ft med i
sin Kuffert, da han gav Koncert i K jøbenhavn , og som han nu
hø rte et O rkester spille for første Gang. D et gamle In strum en t
er A astedet for meget a f den nationale Musik, der siden blev
Folkeeje og nu lyder gennem Radioen. E t ande t S ted i Museet
ligger den første D eko ration , som blev givet til en Skuespiller,
ikke alene i D anm ark , men i Verden. N apoleon dekorerede
ikke sin Ven, Skuespilleren Talm a. M en F rederik den S je tte
tild e lte 1809 kgl. Skuespiller H. C. Knudsen Dannebrogsmæn-
denes Hæderstegn for hans „patrio tiske H and ling er“ . H an
indsam lede i K rigensT id, da Englænderne bombarderede K jø-
72