71 / 99
S temmen lyder fra Museets Grammofonpladesam ling, der har
givet N.V. Gades Ord om den ypperlige Akustik i H o fth e atret
A k tu alitet. I Opera-Afdelingen er Vilhelm Herold H oved
manden. D et er forbavsende, saa meget de gamle P lader har
beva ret af hans skønne Stemme og Fo red ragskunst. Lys
levende træ der han frem i al sin dram atiske Formaaen, og
saa gennem P. S. K røyers legemsstore Billeder, og gennem
Axel Lochers S ta tu e a f Camo i „Bajadser", som Herold sang
over det halve Europa. Billedhugger Lochers S ta tu e tte r er
Museets Specialitet; de er en levende P ro test mod Schillers
berøm te Ord i Prologen til „Wallenstein" : „Dem M imen flicht
die Nachwelt keine K rån ze“. E fte rtid en vil tvæ rtim od be
undre den fyldige K a rak teristik , som kommer til U d tryk i
denne K leinkunst, og netop derigennem „flette" Skuespillerne
nye Kranse. Axel Lochers Evne til a t se det typiske har n av n
lig i Gengivelsen a f Olaf Poulsens berøm te F igurer, f. Eks.
Faldsm aal og Per Degn, fundet levende U d tryk , baade i alvo r
lig og komisk Fo rstand . Overbevisende har han ogsaa ram t
det Z ah rtm an n ’ske i F ru Tenna K rafts Personlighed som Le
onora Ch ristina og det monum entale i F ru Bodil Ipsens F rem
træden som Dronning E lisabeth i „M aria S tu a rt" . Trods S ta
tu e tten s lille Form er ikke blot Kostym et, men Holdningen
og U d try k k e t i nøje Overensstemmelse med Kunstnernes
In ten tio n e r —det er netop det lykkelige ved Lochers Arbejder,
a t de er historisk paalidelige. Henved hundrede Skikkelser har
han formet, nogle mere vellykkede end andre; M aterialet er
en ten Bronze, Porcelæn eller farvet Gips. Bronzen er tungere,
end den lille Form kan taale, og i Porcelæn kan det hænde,
a t K a rak te ristikk en udviskes; bedst virker den farvede Gips.
Johannes Poulsens sto lte Rejsning i „Det gamle Spil" har
Locher foreviget med samme Sikkerhed som Vielgeschreys
stundesløse Væsen, og i deres Helhed vil S ta tu e tte rn e give
69