158 / 233
Inger Olufsen
virksomheden, men der var også reparationsarbejde på gamle pro
tokoller, og de måtte ikke komme uden for Bikubens hus i Silkega
de. Derfor havde man indrettet et lille bogbinderværksted oppe i
tagetagen.
I mange år var det Christensen, som kom og lavede reparations
arbejdet i Silkegade. Han kom ganske tidligt om morgenen, kl. 5.30
eller senest 6. På den tid var der kun ham og rengøringspersonalet
i huset. Christensen gik så tilbage til Byens Protokolfabrik, når det
øvrige personale mødte i Sparekassen. En af de morsomme histori
er, Christensen fortalte, var, at han somme tider mødte direktøren
for Bikuben, som i reglen kom, når Christensen var på vej hjem. Når
direktøren kom om morgenen, var det hans vane, at han - iført hvi
de handsker - gik op ad trappen og lod hånden glide langs det
blankpudsede messinggelænder. Hvis handskerne blev sorte af
rester af pudsecreme, var det ikke heldigt for den rengøringsassi
stent, som havde pudset gelænderet.
Indbinding af protokoller adskiller sig en del fra almindelig bog
indbinding. Protokollerne skulle kunne tåle at blive bladet i igen og
igen. Derfor skulle indbindingen være holdbar. Bladene blev hæftet
sammen med metaltråd på kraftige bændler, og også bindsiderne
var solide.
Oftest var protokollerne forsynet med sorte kalveskindsrygge og
-hjørner, og overtrækket var sort, blankt hørlærred. Skulle proto
kollerne være ekstra stærke, blev de forsynet med hjørner af kalve
skindspergament, og overtrækket kunne være kraftigt molskind, et
slags let riflet, solidt stof. Nogle gange blev protokollerne også for
synet med metalskinner forneden, så den megen trækken bøgerne
ud og ind af reolerne ikke sled på bindets kanter. De fleste proto
koller fik titler af rødt skind med guldtryk. Titler på bindets sider
var særlig komplicerede at lave. For at de ikke skulle flås af, når
protokollerne stod tæt ved siden af hinanden, blev titlerne anbragt
i en fordybning. Den blev lavet på den måde, at overtrækspappet
var i to lag. I det yderste blev der udstanset en firkant lige præcis så
stor, som titelfeltet skulle være. Når overtrækket så var sat på, dan
nedes der en fordybning på forsiden, hvori man anbragte skindtit-
len.
Om kalvepergamenthjørnerne eksisterer der også en historie.
Både Michelsen og Christensen var gode venner med dirigenten for
156